Omkring et par hundrede mennesker var mødt op for at være med til festlighederne. Odders borgmester, Elvin Hansen, fik æren af at klippe den røde snor og sagde, at kommunen fortsat er parat til at støtte Økologiens Have med et kontant tilskud på 340.000 kroner årlig.
Pengene falder på et tørt sted. For det er med en helt ny ejerkreds og en helt ny bestyrelse, at haven tager hul på en ny sæson. Sidste år gik haven nemlig konkurs og måtte fyre samtlige medarbejdere.
Ny ejerkreds og ny bestyrelse
Nu har en ny ejerkreds og en ny bestyrelse taget over med bestyrelsesformand Steen Rågård i spidsen.
- Vi er super glade for, at det er lykkedes at nå hertil. Det skylder vi mange en stor tak for, sagde han i sin tale, hvor han takkede først og fremmest den grønne bank, Merkur, ‘som har lånt os penge til projektet’.
- Men også Odder Kommune, som fortsat vil støtte op bag haven med økonomisk støtte og en ti-årige forlængelse af låneaftalen til jorden.
De frivillige har knoklet
Steen Rågård takkede også de mange frivillige som har knoklet for at få haven op at stå igen – både med havearbejde, café, butik og meget andet.
- Tusind tak for det. Det var slet ikke lykkedes at nå hertil uden jeres hjælp, sagde Steen Rågård.
- Den goodwill, som haven har opbygget gennem de tyve år, den har eksisteret, har givet os en stor folkelig opbakning. Ikke kun udtrykt gennem frivilligt arbejde, men også gennem køb af folkeanparter i haven og økonomisk støtte i øvrigt. På den konto har vi indtil nu fået ca. 175.000 kroner ind, fortalte formanden for bestyrelsen.