Festival om økologi og bæredygtighed

ØKOLOGI – Weekendens festival i Aarhus skal samle danskerne om økologi, mere liv i haven og en bæredygtig livsstil.

På årets festival i Aarhus kan du vælger mellem 54 værksteder om økologi og bæredygtig livsstil. Foto: Praktisk Økologi

Den 29. oktober afholdes Mere Liv i Haven-festival for fjerde år i træk. Den landsdækkende festival besøger hvert år en ny by, og i år er festivalen nået til Aarhus. Bag festivalen står Landsforeningen Praktisk Økologi, der ønsker at samle danskere om bæredygtig husholdning og økologisk havedyrkning.

En mere grøn og bæredygtig livsstil appellerer til et bredt udsnit af befolkningen, fortæller Landsforeningen Praktisk Økologi, som i denne weekend har inviteret alle, der interesserer sig for bæredygtighed og økologi til at deltage i de over 50 værksteder, som festivalen byder på.

Deleøkonomi vinder indpas overalt i disse år, men det behøver ikke altid være ejendele, der deles. I Landsforeningen Praktisk Økologi ser man praktiske råd om bæredygtig levevis givet af de mere erfarne til de mindre erfarne, som et vigtigt led i den grønne bevægelse.

Festivalen byder også på et foredrag af Andrea Hejlskov, som sammen med resten af familien sagde sagde farvel til det almindelige materialistiske liv med fast job og indkomst for at flytte ud i de svenske skove, hvor de byggede en bjælkehytte. De ville have mere tid til hinanden og finde frem til meningen med livet.

Midt i programmet kan man høre Andrea Hejlskov fortælle om sit konsekvente valg og hvad det har betydet for hende og resten af familien med mand og børn.

Viden og inspiration
- Vi vil sprede viden og inspiration til alle og dermed hjælpe helt almindelige danskere, som drømmer om at blive selvforsynende i den lille villahave, gerne vil begrænse madspild ved at lære mere om bokashi og kompostering, eller som i det hele taget savner inspiration til at leve mere bæredygtigt og økologisk i dagligdagen, fortæller Trine Krebs, der er formand for Landsforeningen Praktisk Økologi.

- På festivalen kan man møde ligesindede og suge en masse inspiration og viden til sig. Vi har holdt festivalen i snart fire år nu, og den vokser sig større for hvert år, så vi kan se, at det her er noget, som interesserer helt almindelige danskere, understreger hun.

Forstå jorden og al dens mikroliv
Festivalen foregår på Aarhus Akademi lørdag fra klokken 10, og i løbet af dagen er der mulighed for at deltage i fem værksteder, så hvis du mangler inspiration til at dyrke din have økologisk eller til at komme i gang med at kompostere dit madaffald, få mere at vide om havehøns, ideer til buske, der tiltrækker bier og sommerfugle eller generel hjælp til at gøre din egen husholdning bæredygtig, så er der masser af muligheder.

Ifølge Trine Krebs udvikler festivalens indhold sig år for år.

- Værkstedsholderne er overvejende vores egne medlemmer, som gerne vil dele ud af egne praktiske erfaringer, men også folk udefra, der brænder for økologi og bæredygtighed melder sig som værkstedsholdere. Det er fuldstændig op til værkstedsholderne selv, hvilket fokus festivalen har og hvilke værksteder, der afholdes, fortæller hun.

- Det ene år kunne vi se, at skolehaver havde stor interesse, og sidste år at var det fermentering og syltning. I år kan vi se, at der tegner sig et billede af, at skovhaver og arbejdet med og forståelse for jorden er noget af det, som er oppe i tiden lige nu, lyder det fra Trine Krebs, formand for Praktisk Økologi.

Praktisk info om festivalen

  • Festivalen afholdes den 29. oktober på Aarhus Akademi, kl. 10.00-20.00, Göteborg Allé 2-4, 8200 Aarhus.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: