De er utilfredse med, at både USA, EU og en række andre rige lande afviser at diskutere, hvem der skal betale regningen, når oversvømmelser, tørke og andre følger af klimaforandringer rammer.
De rige lande siger, at de først vil diskutere det spørgsmål efter 2015.
- EU forstår, at spørgsmålet er utrolig vigtigt for udviklingslandene. Men de skal være forsigtige med … at skabe en ny institution. Dette er ikke, hvad vi har brug for i denne proces, siger Connie Hedegaard, EU klimakommissær ifølge den britiske avis The Guardian.
Ifølge avisen indrømmer hun dog, at de rige lande har et særligt ansvar for at reducere emissionerne.
- Hele finansierings-debatten afspejler, at den udviklede verden erkender, at den har et særligt ansvar. Vi er ansvarlige for den største del af udledningerne, siger Hedegaard.
Harjeet Singh, der er talsmand for ActionAid Internatonal, mener, at de rige lande ikke vil se realiterne i øjnene.
- USA, EU, Australien og Norge lukker øjnene for klimaforandringernes virkelighed. De rammer os alle, men fattige mennesker og fattige lande rammes meget værre, siger han.