Farvel til andelsbevægelsen

På den lille ø Samsø havde man tidligere seks andelsmejerier med hvert sit speciale. Besser Mejeri fremstillede den verdensberømte Samsø Ost, og Brundby Mejeri med Poul Erik Sørensen i spidsen vandt hæder for at kærne landets bedste smør. Foto: Jens Øster-Mortensen

ANDELSBEVÆGELSEN – Foregangsmændene i  den danske andelsbevægelse ville vende sig i graven, hvis de kunne se, hvad der er sket i løbet af de sidste årtier.

Landbruget betegner ofte andelstanken som redningsplanken for selve erhvervet, men historien har vist, at den førhen folkelige bevægelse langt fra har kunnet holde dansk landbrug på ret kurs og gøre erhvervet til en god forretning.

200.000 små og store landbrug er blevet til langt under 10.000 heltidsbrug i dag samt under 40.000 fritidsbrug. Og den samlede landbrugsgæld er steget til svimlende 360 milliarder kroner – plus en fremskudt skattebyrde på andre 70 – 90 milliarder kroner. Hvor godt landmandsskab er det?

På et tidspunkt havde Danmark 1.500 andelsmejerier. Nu har vi et stort Arla og nogle få mindre mejerier. 60 andelsslagterier er blevet til et stort samt et mindre. Danish Crown har kvalt næsten alle andre.

Samsø som eksempel
På den lille ø Samsø havde man tidligere seks andelsmejerier med hvert sit speciale. Besser Mejeri lavede den verdensberømte Samsø Ost, og Brundby Mejeri kærnede landets bedste smør. Der var mange hundrede andelshavere. Nu afhenter en tankbil alt mælk fra tre – fire leverandører. Også øens slagteri er for længst lukket af Danish Crown.

På et tidspunkt efter Anden Verdenskrig havde Dansk Andels Ægeksport 85.000 medlemmer. Nu findes der kun ca. 200 ægproducenter i landet.

Andelsbevægelsen har bevæget sig ind i en jungle af konglomerater og A/S, amba, I/S, datterselskaber, holdingselskaber og andre sindrige konstruktioner.

Er Arla og Danish Crown ægte andelsselskaber, eller kan enhver købe aktier i de store foretagender? Arla har endda sat sig hårdt på det førhen hæderkronede Lurpak.

Største modtagere af EU-støtte
De store andelsselskaber og aktieselskaber har gennem tiden været de største modtagere af EU-støtte. Hvis ellers disse fødevareproducenter havde en sund forretning, burde der slet ikke udbetales EU-støtte til dem. Endnu en slet skjult støtte til landbruget.

Brundby Mejeri fremstillede både ost og smør, men måtte som øens sidste gamle mejeri lukke i 1994. Foto: Jens Øster-Mortensen

Ikke mindst grovvarehandelen har gennemgået betydelige op- og nedture. Også i denne branche er mange lokale andelsforeninger blevet til to meget store spillere på markedet – nemlig DLG og Danish Agro (DLA). Der er en liglugt i kølvandet på de mange konkursramte grovvarefirmaer. En grum og blodig historie.

Pæne resultater under krigen
Er det i virkeligheden andelsbevægelsen, der har ført landbruget ud på afgrundens rand?

Stort set har dansk landbrug kun kunnet opvise pæne resultater i to perioder – nemlig under Første Verdenskrig, hvor vi som neutrale kunne sælge uanede mængder flæsk (gullasch) til de sultne soldater og masser, og igen under Anden Verdenskrig, hvor de fleste bønder tjente gode penge ved at handle med tyskerne – betalt med Nationalbankens egne penge.

Pengeombytningen efter krigen kunne i nogen grad råde bod på på den lyssky tyskerhandel.

Ville rotere i deres grave
Initiativtagerne til den danske andelsbevægelse ville rotere i deres grave, hvis de havde kunnet forudse udviklingen i andelsbevægelsen og det moderne konventionelle landbrug.

Gårdejer Anders Nielsen Svejstrup Østergaard ved Skanderborg – som af visse bondeelskere fremhæves som andelsbevægelsens fader – ville aldrig i sin vildeste fantasi kunne have forestillet sig denne ulykkelige udvikling.

Han måtte opleve den tort at se sin kronjuvel Andelsbanken gå bankerot. Han døde glemt og mismodig i 1928. Lad ham hvile i fred der på Dover Kirkegård.

Andelsbevægelsen har sejret ad helvede til. Både den og selve landbruget skal igennem en egentlig landbrugsreform, før den synkende skude kan vendes.

 

Holger Øster Mortensen skriver jævnligt på OrganicToday.dk

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: