Farming by phone i Tanzania
TANZANIA – Unge forretningsfolk opkøber jord for at dyrke intensivt landbrug og tjene penge. Også mange småbønder i Tanzania drømmer om kemi og teknologi, skriver Nina Tofte Hansen i den anden artikel i en serie om landbrug under forandring i Tanzania.
24-årige Mayila har ryddet den tætte skov for at opdyrke jorden. Han vil dyrke et moderne, intensivt landbrug og tjene penge. Foto: Nina Tofte Hansen
- Det var tæt skov her, siger Mayila stolt og indrammer i en fejende bevægelse sine nye marker. Tyve hektarer blotlagt jord med rækker af tørre stubbe fra forårets sesamhøst.
Til hverdag bor 24-årige Mayila i Dar es Salaam 250 km herfra og er chef i et lille IT-firma. På et kursus hørte han, at landbrugsinvesteringer kan give op til 75 procent profit, og derfor kastede han sig entusiastisk ud i at opkøbe jord ved den lille landsby syd for hovedstaden, rydde bevoksningen og dyrke sesamfrø til det sultne asiatiske marked.
Med en bachelorgrad i økonomi og en opvækst i storbyen, er Mayilas landbrugsfaglige viden naturligvis begrænset, men det holder ikke en ung, tanzaniansk entreprenør tilbage:
- Landbrugskonsulenten har fortalt mig sådan A,B,C,D hvad jeg skal gøre, forklarer han. Og efter et hektisk første år, hvor han hyrede over 30 arbejdere, indkøbte motorsave og Roundup, har Mayila nu næsten har fået opfyldt sin drøm om at blive ’mkulima’ – en rigtig landmand.
Langdistance-landbrug
Mayila er ikke alene. I løbet af mine knap tre måneder lange rejse i Tanzania møder jeg flere som ham, byfolk som – med Mayilas ord driver farming by phone. De passer deres jobs og forretninger i byerne men driver ved siden af et halvstort landbrug ude på landet. Det klarer de ved at hyre en flok arbejdere som de holder skik på over telefonen, entrere med konsulenter og bruge kemiske bekæmpelsesmidler frem for håndkraft.
Måske er det bare en forbigående mode, eller måske er Mayila og hans ligesindede de første pionerer inden for en ny form for landbrug. Nogle forskere betegner disse kommercielle, halvstore landbrug, der ikke er ejet af udlændinge, men af entreprenante byboere for ’emergent farmers’.
Nogle ser på dem med stor forhåbning; endelig strømmer der penge og viden fra byerne og ud på landet, måske kan denne saltvandsindsprøjtning føre noget positiv udvikling med sig? Andre er skeptiske overfor det faktum, at det virker til at være en forholdsvis lille elite, der har resurserne og kontakterne i orden, som kan foretage denne slags investeringer; måske er der her bare en ny form for jordtyveri?
Personligt synes jeg, det er interessant, hvad det er for en type landbrug, disse byboere vælger at etablere. Interessant og – indtil videre – en smule nedslående, da det virker til, at det er en meget ensporet tilgang, disse investorer har til landbrug. De drømmer om at etablerer ’moderne landbrug’, som i en tanzaniansk tankegang er landbrug, der er mekaniseret, gør brug af industrifremstillet såsæd, kunstvanding og diverse kemiske input.
De rette pesticider
De fleste lokale småbønder, jeg taler med, drømmer også om kemi og teknologi. Forskellen er, at byboere som Mayila rent faktisk har pengene til at købe alle de forjættende ’agro-input’. Således er Mayila ikke bekymret for de skadedyr, som får de lokale landmænd til aldrig at dyrke sesam på samme jord mere end to år i træk.
- Det er bare et spørgsmål om at bruge de rette pesticider, forklarer den unge investor, der har tænkt sig at dyrke de indbringende sesamfrø minimum fem år i træk.
Mayila lægger ikke skjul på at det er drømmen om at tjene flere penge, der driver ham:
- Jeg er forretningsmand – jeg er ude efter profit, siger han.
Balancen mellem miljø og landbrug
Samtidig er han også socialt engageret og dybt optaget af at hjælpe lokale bønder til at gøre deres små landbrug mere business-orienterede. Han interesserer sig også for miljø og naturbevarelse og har planer om at plante et bælte af træer hele vejen rundt om sin mark, når den engang er færdigetableret.
Når jeg spørger Mayila om, hvordan han ser balancen mellem miljø og landbrug siger han:
- Jeg er økonom, ved du nok… Det er ingen hemmelighed at det er en stor udfordring både at bevare miljøet og tilfredsstille menneskelige behov.
Han forklarer om at jagten på penge får “fattige småbønder til at fælde træerne som sindssyge” overalt i Tanzania.
- Man kan ikke stoppe dem, for de er dødtrætte af at være fattige, filosoferer han. Alligevel reflekterer han til min overraskelse ikke stort over det fodaftryk hans eget landbrug sætter på landskabet, et landbrug som immervæk er ti gange større end hvad en almindelig familie her kan overkomme.
P.S.: Mayila hedder i virkeligheden noget andet, men jeg synes han skal have lov til at være anonym.
Nina Tofte Hansen rejser og arbejder i Tanzania som en del af hendes Ph.d.-projekt om landbrug under forandring. Artiklen er et udtryk for skribentens personlige holdning.
