Farmers markets hitter i USA

ØKOLOGI – Farmers markets, kasse-ordninger og borger-støttede CSA-landbrug vinder stærkt frem i Storbritannien og USA.

Californien og området omkring San Francisco er økologiens højborg i USA. Det er også her, der findes flest farmers markets. Lokalt produceret er et særdeles positivt ladet plusord, der rangerer på samme høje niveau som økologisk og sommetider højere. Local is the new organic - siger økologer i Californien.

Solmodne ferskner, duftende basilikum, gule squash og knaldrøde tomater pirrer sanserne på Shattuck Avenue i Berkeley, Californien.

Her kan man hver torsdag købe alt det bedste, de lokale økologiske farmere kan byde på. Masser af smagsprøver, gode tilbud og venlig betjening gør det svært at modstå fristelserne.

Selv om amerikanerne kan købe økologiske varer i de store supermarkeder, er det ofte uden for butikkernes tætpakkede hylder af masseproduceret, overemballeret mad, man finder de mest friske, spændende og indbydende fødevarer.

Farmers markets er ikke noget ukendt fænomen i USA, men har i de seneste år har fået en renæssance, og især økologerne har været dygtige til at puste nyt liv i salgsformen.

Dobbelt så mange på ti år
De sidste ti år er der blevet dobbelt så mange farmers markets i USA. Hver en lille flække med respekt for sig selv skal have et farmeres market, og antallet runder nu snart 5.000.

Specielt i det velstående Californien, som på mange områder er trendsættende, har de største og bedste farmers markets udviklet til deciderede udflugtsmål, hvor en broget skare af foodies, husmødre, intellektuelle og turister lokkes til af folkelivet, farverne og de liflige dufte.

For Judith Redmond og hendes mand, der sammen med et andet par driver Full Belly Farm, nordøst for San Francisco, er de tre ugentlige farmers markets i Berkeley blot en del af deres alsidige afsætning. Full Belly Farm er også kendt for sit internet-baserede abonnementssalg og sit CSA-landbrug. Et landbrug med et par hundrede hektar, 65 beskæftigede og hvor lokale borgere kan være med i driften og på forhånd kan indgå aftale om at aftage en vis del.

Model for fremtiden
- For os gælder det om at skabe en model for et fremtidigt, bæredygtigt landbrug og fødevaresystem. Derfor er vi også involveret i en række aktiviteter som for eksempel økologiske skolehaver og spiseordninger. Enhver aktivitet, der forbinder folk med mad, ernæring og landbrug tager vi del i, forklarer hun.

Farmers markets er blevet en succes, fordi forbrugerne har opdaget, at de kan købe et stort udvalg af superfriske lokalt producerede produkter af høj kvalitet til rimelige priser, mener Judith Redmond. Det kan supermarkederne ikke hamle op med. Samtidig er farmeres markets med til at fastholde aktiviter, beskæftigelse og økonomi i lokalsamfundet.

- Lægger du dine penge i Wal Mart, ender de et helt andet sted. Vores økologiske landbrug skaber vækst og aktiviteter her i området, siger Judith Redmond, der også er formand for en forening, der skal skabe forståelse for de mindre familielandbrugs vilkår.

Briterne med på bølgen
Også i Storbritannien er økologerne gode til at opbygge alternative salgskanaler uden om de store kæder. Det skaber større udbud og bredde, giver de mindre landbrug afsætningsmuligheder og er samtidig med til at holde kæderne til ilden og dermed skabe indbyrdes konkurrence.

- For ti år siden havde vi kun ét farmers market. Nu er vi oppe på 550, fortæller Amanda Daniel. Hun er ansat i den britiske økologiske organisation, Soil Association, hvor hun er med til at informere om CSA-landbrug. CSA er en forkortelse for Community Supported Agriculture og indtil videre har britiske landmænd og forbrugere fundet sammen i mindst 55 CSA-brug. Storbritannien tæller desuden op mod 600 abonnementsbaserede kasseordninger, som ifølge Soil Association udgør et populært alternativ til supermarkederne.

Fælles sag med forbrugerne
De alternative salgskanaler understøtter ifølge Soil Associations direktør, Patrick Holden, det økologiske landbrug og dets værdier.

- Det handler om at gøre fælles sag med forbrugerne, skabe forståelse, tæt kontakt og ikke underlægge os supermarkedernes luner, siger han.

- Vi skal passe på ikke at tilpasse os alt for meget. Vi har været dømt til at være en slags niche, en livsstilstrend, og nu er boblen måske ved at briste, siges det. Men det er noget forfærdeligt sludder. Vi bruger markedet til at udvikle mere økologi. Landmænd og forbrugere skal sammen opbygge en stor fælles fødevarebevægelse, for at skabe udvikling og sikre afsætningen, mener han.

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: