En ny undersøgelse blandt gravide kvinder, der deltog i Odense Børnekohorte, viser, at kvinder med spontan abort har højere niveauer af særligt to hormonforstyrrende stoffer, nemlig perfluorononanoic acid (PFNA) og perfluorodecanoic acid (PFDA) end kvinder, der føder.
Undersøgelsen målte disse stoffer i blodet på 56 gravide, som oplevede en spontan abort, og 336 fødende kvinder.
-De højest eksponerede havde helt op til 16 gange øget risiko for at abortere, siger professor Tina Kold Jensen fra Miljømedicin på SDU. Hun er forskningsleder i Odense Børnekohorte, der står bag undersøgelsen.
Bør få alarmklokkerne til at ringe
Undersøgelsens resultater er meget bekymrende og bør få alarmklokkerne til at ringe i Miljøministeriet, som hurtigst muligt må sørge for regulering på området”, siger ph.d. og seniorrådgiver for kemikalieområdet hos Det Økologiske Råd, Lone Mikkelsen.
Hun tvivler dog ikke på, at miljøministeren tager sagen meget alvorligt, og finder det glædeligt, at ministeren allerede har bedt Miljøstyrelsen se nærmere på forskningsresultaterne.
- Men det er vigtigt, at konklusionerne ikke blot ender i endnu en rapport. Disse stoffer skal reguleres, så forbrugerne fremadrettet sikres i langt højere grad, end de er i dag, siger Lone Mikkelsen fra Det Økologiske Råd.
Høje koncentrationer af nyere stoffer
Undersøgelsen fandt ikke en sammenhæng mellem spontan abort og udsættelse for nogle af de ældre flourerede kemikalier, hvilket er interessant, idet disse udfases og erstattes af de nyere PFAS, som blev fundet i højere koncentrationer i blodet hos gravide i Odense Børnekohorte end i tidligere undersøgelser.
Perflourerede stoffer er betegnelsen for en gruppe stoffer med fedt- og vandafvisende egenskaber, der benyttes i utallige produkter, som eksempelvis tøj, møbler, teflon og pap- og papiremballage. Stofferne ophobes i mennesker og har en halveringstid på op til 6 år, og næsten alle gravide havde målelige koncentrationer af disse stoffer i blodet.