Farlig kemi kan rykke overgangsalderen

FARLIG KEMI – Hormonforstyrrende stoffer fremskynder rotters overgangsalder, viser nyt studie fra DTU.

Hormonforstyrrende stoffer kan fremskynde overgangsalderen, viser forsøg med rotter. Foto: Colourbox

Hunrotter, der i fostertilstanden er udsat for hormonforstyrrende stoffer, har færre æg i æggestokkene og risikerer at komme tidligere i overgangsalderen.

Det viser et nyt studie fra DTU Fødevareinstituttet. Resultaterne skaber bekymring for, at hormonforstyrrende stoffer også påvirker overgangsalderen hos kvinder.

Forskerne har undersøgt, hvordan reproduktionssystemet udvikler sig hos hunrotter, der i fostertilstanden har været udsat for en blanding af de hormonforstyrrende stoffer som mennesker hyppigst er udsat for, men i højere doser.

Det drejer sig om blandt andet om phthalater, pesticider, bisphenol A, parabener og det smertestillende middel paracetamol.

Færre æg kan give tidlig overgangsalder
Allerede før puberteten var hunungernes æg-reserver mindre hos de eksponererede dyr end hos kontroldyrene i forsøget. I det første levemåneder fandt forskerne ikke nogen sporbar effekt på hunnernes cyklus, men efter 12 måneder blev cyklus hos flere af ungerne uregelmæssig.

Desuden vejede de eksponerede hunners æggestokke mindre, og deres ægløsning var nedsat. Samlet set indikerer det en tidligere reproduktiv ældning – det som hos kvinder svarer til at komme tidligere i overgangsalderen.

- Da danske kvinder gennemsnitligt er blevet væsentligt ældre, før de begynder at få børn, vil en tidlig overgangsalder have en alvorlig effekt, eftersom det vil reducere det antal år, kvinder er i stand til at få børn, forklarer seniorforsker Julie Boberg.

Vil overse effekter
Studiets påvisning af tidligere reproduktiv ældning er blandt andet vigtig, fordi de fleste studier af hormonforstyrrende stoffers effekt slutter, før forsøgsdyrene bliver et år.

Sådanne studier vil nemlig overse de forskerne betegner som ‘kemikaliernes potentielle effekt på reproduktiv ældning’.
For eksempel foreskriver nuværende OECD guidelines, at studier af kemikaliers effekt som hovedregel afsluttes efter tre måneder.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: