Fairtrade hitter på verdensplan

MAD – Vi køber markant flere fairtrade-produkter på verdensplan, viser ny årsrapport fra Fairtrade International. Det er især kaffe, kakao og bananer, der sælger. Det forbedrer forholdene for næsten to millioner bønder og arbejdere i 75 forskellige lande.

Kaffe og bananer er et par af de mest populære fairtrade-produkter. Her er det en kvindeliig teplukker i Indien, der henter nye forsyninger i marken. Foto: Fairtrade Foundation

Verden over er der kommet markant flere Fairtrade-mærkede varer på supermarkedernes hylder i 2015. Salget har genereret  en milliard kroner i bonus, som bønder og arbejdere har tjent oven i deres mindstepris og minimumsløn.

Bonussen har bønderne og arbejderne selv kunne investere i bedre produktion eller projekter som sundhedsklinikker og uddannelser i lokalområderne. Det bidrager til Fairtrades mål om at give nogle af verdens fattigste bønder og arbejdere en mere fair handel.

- Det er fantastisk, at forbrugere verden over har været med til at forandre verden med deres indkøbskurv, og at bønderne og arbejderne sidste år har tjent en rekordstor bonus. Det er et resultat, som rigtig mange danskere har bidraget til, siger Jonas Giersing, direktør, Fairtrade i Denmark.

I Danmark steg Fairtrade-salget i alt 9 procent i 2015. Bananerne slog salgsrekord med en fremgang på hele 29 procent.

Ikke kun en sukkersød historie
Men året 2015 har ikke kun været fryd og gammen for bønderne i Fairtrade-systemet. Især sukkerbønderne er hårdt ramt på grund af de seneste europæiske ændringer i sukker-politikken.

- EU’s ændrede sukkerpolitik har medført en lav sukkerpris i EU. Det har gjort det svært for Fairtrade-sukker at vinde plads på supermarkedshylderne. Mange bønder har været nødt til at sælge Fairtrade-certificeret sukker på konventionelle vilkår frem for på Fairtrade-vilkår, siger Jonas Giersing.

Fairtrade er mere end salg
Fairtrade er drevet af forbrugernes indkøb. Og bønderne og arbejderne har brug for et større Fairtrade-salg, hvis de skal kæmpe sig ud af fattigdom. Men der skal en fair handel og mere til, understeger han.

- Mange af bønderne og arbejderne har været undertrykte og marginaliserede i flere generationer – så Fairtrade bygger på mere end salg i kampen mod ulighed og udnyttelse af nogle af verdens fattigste mennesker, siger Jonas Giersing.

Fairtrade forsøger at imødekomme bønderne og arbejdernes behov. Af årsrapporten fremgår det, at Fairtrade har opprioriteret omlægningen til klimavenlige løsninger i produktionen. Der er kommet nye tiltag i bomulds- og tekstilindustrien. Og et nyt program, der skal beskytte og styrke børn og unge, er iværksat i 11 nye lande.

Salget af fairtrade-produkter er steget markant. Foto: Gustav Bech

I 2015 steg Fairtrade-salget på verdensplan:

  • Kaffe: 18 procent
  • Kakao: 27 procent
  • Bananer: 12 procent

I 2015 steg Faitrade-salget i Danmark

  •  9 procent sammenlagt
  •  29 procent for bananer
  • 9 procent for kaffe

Se årsrapporten

Om Fairtrade

  • Fairtrade er en international mærkningsordning, der arbejder for, at bønder og arbejdere i nogle af verdens fattigste lande får en mere fair indtægt og bedre arbejdsvilkår.
  • Fairtrade skal sikre bønderne en minimumspris for deres råvarer. Til gengæld skal de overholde en række minimumskrav til gavn for etik og miljø.
  • Fairtrade er ikke ulandsbistand, men bæredygtig handel med ulandene for at sikre dem en bedre fremtid.
  • Når du køber fairtrade varer, skaber du grobund for en positiv udvikling for mennesker og miljø.
  • Fairtrade fremmer økologi og bæredygtige produktionsformer af hensyn til miljøet, producenternes sundhed og velfærd.
  • Fair trade sikrer dig varer af god kvalitet, som du kan købe med god samvittighed.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: