Fairtrade fortsat i høj kurs

FAIRTRADE – Wales bliver verdens første fairtrade-nation.

De britiske forbrugere trodser den økonomiske krise og går stadig efter fairtrade-varer, men sparer i stedet på økologien.

Mens kurserne rasler ned på alverdens børser, og den ene storbank efter den anden må kaste håndklædet i ringen, er fairtrade stadig i høj kurs i Storbritannien.

De britiske forbrugere trodser den økonomiske krise og går stadig efter etiske produkter som f.eks. fairtrade, mens både økologiske varer og andre grønne produkter er rykket længere ned på indkøbslisten.

Ifølge en frisk undersøgelse, offentliggjort i detailhandelsbladet The Grocer, siger 92 pct. af forbrugerne, at de er villige til at betale ekstra for etiske produkter men prioriterer at købe varer, der gavner mennesker fremfor miljø og Jorden.

Første fairtrade-nation
Fairtrade står stærkt i Storbritannien, og Wales, der er på størrelse med Jylland, kan nu bryste sig af titlen som verdens første fairtrade-nation med aktive kampagnegrupper i 55 pct. af alle større byer og udbredt anvendelse af fairtradeprodukter i den offentlige forvaltning.

Også på læreanstalter og i cafeen i det lokale shoppingcenter kan man som den naturligste ting i verden vælge mellem adskillige fairtrade-produkter, bl.a. te og kaffe.

Kæder høster belønning
Allerede i 2006 udskiftede butikskæden Marks & Spencer hele sit omfattende udvalg af te og kaffe med fairtrade-certificerede mærker, og sidste år fulgte Storbritanniens tredje største butikskæde, Sainsbury’s, trop ved at udfase salget af konventionelle bananer og erstatte dem med fairtrade, dyrket af småbønder i nogle af verdens fattigste lande.

Et drastisk skridt vil nogen måske mene, men kæden høster nu belønningen. Siden skiftet for et år siden er salget steget seks pct., og kæden sælger nu 1.000 fairtrade-bananer – i minuttet.

Sainsbury’s har samtidig stiftet en fond, som skal støtte bønder i fattige udviklingslande i at opnå fairtrade-status.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: