Fairtrade bliver mainstream

MAD – Sidste år steg salget af Max Havelaar-mærkede varer med 70 pct. til ca. 294 mio. kr.

Salget af fairtrade-produkter stiger markant. Foto: Gustav Bech

Vi har fået smag på fairtrade. Sidste år steg salget af Max Havelaar-mærkede varer med 70 pct. til ca. 294 mio. kr.

- Max Havelaar-mærkede varer er blevet mainstream. Den store fokus på etik og bæredygtighed i kombination med et godt kendskab til Max Havelaar i befolkningen betyder, at de glider lettere ned i indkøbskurven, siger generalsekretær i Max Havelaar, Judith Kyst.

Trods de fine salgstal er det gennemsnitlige forbrug dog stadig beskedent, erkender hun. I 2007 købte hver dansker fairtrade for ca. 54 kr. Det kan gøres meget bedre.

- Mit håb er, at vi om fem-ti år udgør i hvert fald fem pct. af omsætningen, siger Judith Kyst.

Stor interesse for etiske produkter
Landene omkring os mærker også stor interesse for etisk handlede produkter. I Sverige eksploderede omsætningen i 2007: Salget af ‘rättvise’ produkter steg med hele 165 procent, og i Norge lå tallet på 110 procent.

Vækstkurverne i England, hvor Fairtrade er meget populært, har i mange år været høje. I 2007 omsatte den engelske detailhandel for 493 millioner engelske pund, hvilket svarer til mere end 4,5 mia. danske kroner.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: