Færre fødsler er godt for miljøet

I et overordnet perspektiv er det en fordel, hvis vi føder færre børn, mener Inge Røpke, der er Danmarks første professor i økologisk økonomi. Foto: Charlotte Quitzau

BEFOLKNINGSVÆKST – Det er ikke en ubetinget dårlig nyhed, at danske kvinder føder færre børn. Det mener professor i økologisk økonomi ved Aalborg Universitet, København, Inge Røpke og professor emeritus, Jørgen Stig Nørgård.

Der er altid plads til en mere, men ikke hvis vores rovdrift på naturen og klodens ressourcer fortsætter i samme hastighed som hidtil.

Derfor er det faktisk ganske positivt – i hvert fald set i et miljømæssigt perspektiv – hvis den danske befolkning skrumper.

Syg tanke
- Det må siges at være en fordel, hvis vi bliver færre mennesker i Danmark set ud fra et bæredygtigheds-synspunkt, siger hun til dagbladet Information.

- Det er da en syg tanke, at fordi vi nu er 5,5 mio., så skal vi også blive ved med at være at være 5,5 mio. eller flere. Hvorfor skulle det være godt?

- Jeg forstår simpelthen ikke, hvad det gode skulle være ved det. I forvejen er Danmark udnyttet til sidste kvadratcentimeter – hvorfor skulle vi øge udnyttelsesgraden? Det giver ingen mening, som jeg ser det, siger Inge Røpke til avisen.

Danske kvinder føder så få børn, at vi ikke længere er i stand til at reproducerer os selv. Fødselsraten har været dalende siden 1970′erne, og danske kvinder føder nu i gennemsnit kun 1,76 børn. Sidste år kom 57.916 børn til verden.

Fertilitetseksperter opfordrer politikerne til at gøre det mere attraktivt for unge familier at stifte familie.  Men i et globalt perspektiv er befolkningstilvæksten et stort problem, fordi vores forbrug af klodens ressourcer er højere end nogensinde før.

Vi bør være halvt så mange
Også lektor emeritus ved Danmarks Tekniske Universitet, Jørgen Stig Nørgård, som i mange år har holdt foredrag og debatteret befolkningsvækst og bæredygtighed, mener, at bekymringen over det lave fødselstal er helt ubegrundet, og at det tværtimod er en vældig positiv udvikling, hvis der i fremtiden bliver færre danskere.

- Vi bliver 70-80 millioner flere mennesker i verden hvert eneste år, så jeg mener ikke, vi skal bidrage med at få fødselstallet yderligere op. Det er både ret egoistisk og ret snæversynet, forklarer han og fortsætter:

- Det bliver i kronikken opstillet som et skrækscenarie, at en dansk kvinde i dag kun får 1,7 børn. Hvis det fortsætter, betyder det, at vi på et tidspunkt kun vil være halvt så mange i Danmark, og det synes jeg kunne være en meget passende målsætning at have ud fra den betragtning, at vi i Danmark lever langt over evne og ligger i toppen, hvad angår miljøbelastning, siger Jørgen Stig Nørgård til Information.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: