Færdigretter kan sælges billigt, fordi producenter her har rige muligheder for at mikse indholdet og vælge de billigste og ringeste råvarer for at presse prisen helt i bund.
Mange supermarkeder sætter en ære i være billigst, mens kvaliteten kommer i anden række. Som forbruger aner man reelt ikke, om man køber rottekød, hestekød eller rent og skært kalvekød, når man køber stærkt forarbejdede fødevarer, som bliver handlet på det globale fødevaremarked.
Det ville fordyre varerne
Ifølge Politiken stammer ingredienserne i Daloons forårsruller eksempelvis fra Danmark, Polen, Kina og flere EU-lande, men det står ikke på pakken.
- Hvis vi skulle mærke, hver gang råvarerne skifter, ville det blive voldsomt fordyrende. Vi er nødt til at købe dem der, hvor de er bedst og billigst«, siger kommerciel direktør hos Daloon Bjarne Dahl til Politiken.
Heller ikke A-frost, der producerer Viktor’ s Chicken Nuggets, mener, det vil være praktisk muligt at angive, hvor ingredienser kommer fra.
- Vores leverandører handler internationalt, og i sagens natur har de mange forskellige underleverandører af diverse ingredienser, forklarer Claus Ravnsbo, der er direktør i A-frost.