Fællesskabet i Hertha giver hverdagen kvalitet
LIVSSTIL – Levefællesskabet Hertha driver et biodynamisk landbrug med et lille mejeri, eget bageri og en lille butik. Her deler Kirsten Frank og over 100 andre børn og voksne et meningsfuldt liv med 20 udviklingshæmmede under overskriften »omvendt integration«.
Kirsten Frank har 20 tønder land med biodynamisk landbrug, gartneri og fællesarealer, som hun deler med 130 naboer. Foto: Ulla Skovsbøl
Der er lunhed og lyd i luften. Travle fugle kvidrer rundt i buskene uden for Kirsten Franks lille blå træhus, og selv sidder hun på en bænk og nyder denne første rigtige forårssol. Udeliv, have og natur har høj prioritet i hendes liv.
Sådan er det for mange pensionister, men Kirsten Frank, der er 67 og pensioneret lærer, har meget mere end sin egen lille have at udfolde sine interesser i, nemlig 20 tønder land med biodynamisk landbrug, gartneri og fællesarealer, som hun deler med ca. 130 naboer. De 110 er helt normale, men de sidste tyve er udviklingshæmmede.
Vi kalder det »omvendt integration«
- Vi kalder det omvendt integration. Andre steder er det de udviklingshæmmede, der må integrere sig, tilpasse sig og leve på det normale samfunds præmisser. Her er det omvendt, siger Kirsten Frank, der siden 1997 har boet i Levefællesskabet Hertha lidt vest for Århus.
Hertha er det eneste fællesskab af sin art i Danmark. Det er inspireret af Rudolf Steiners ideer og ligner de såkaldte Camphill landsbyer for udviklingshæmmede, som findes mange steder i verden.
Men man behøver ikke gå højt op i Steiners antroposofi for at være med. Kirsten Frank synes, at antroposofien først og fremmest sætter sig igennem som en holistisk tankegang og en grundlæggende respekt for hvert enkelt menneske som et åndeligt og værdifuldt væsen.
Hverdagen får en åndelig dimension
- Jeg oplever, at det giver hverdagen en åndelig dimension i bredeste forstand, og det betyder meget for mig, siger hun.
For hende er levefællesskabet en ideel ramme om seniorlivet, selv om det ikke var derfor, hun i sin tid flyttede ind.
- Jeg har aldrig spekuleret meget på min alderdom, men det her er faktisk et vældig godt sted at blive gammel. Det er ikke et kollektiv, man kan være sig selv, men vi har et tæt et fællesskab, hvor alle kender alle, og der er altid gode venner og naboer lige uden for døren, hvis man bliver syg eller har brug for hjælp, forklarer hun.
Hverdagen får en åndelig dimension. Respekten for hvert enkelt menneske som et værdifuldt væsen er en af de bærende idéer i Hertha. Foto: Ulla Skovsbøl
Camphill-fællesskab i Norge
Kirsten Frank har været med til at grundlægge Hertha, som åbnede i 1996, men fascinationen af den form for fællesskab havde hun fået på en rejse til Norge allerede først i 1980´erne, hvor hun tilfældigvis besøgte Jøssåsen Landandsbyen, som er et Camphill-fællesskab ved Trondhjem. Der bor og arbejder ca. 50 udviklingshæmmede og normale sammen på et biodynamisk landbrug.
- Det var et fantastisk sted. Jeg blev dybt fascineret af livsstilen og hverdagen med de udviklingshæmmede. På et biodynamisk landbrug er der en masse håndarbejde, som de kan være med til. Det var simpelthen så skønt at se, og jeg tænkte straks, at sådan et sted ville jeg også gerne bo, fortæller Kristen.
Kirsten Frank var blevet skilt, og hendes to sønner var allerede voksne, da hun flyttede ind på Hertha. De første år arbejdede hun på Sprogskolen i Horsens, men nu er arbejdet erstattet af en hverdag med mange frivillige arbejdstimer i fællesskabet.
Biodynamiske grønsager
Der er professionelt personale til at tage sig af de udviklingshæmmede, men de normale beboere har tæt kontakt med dem i hverdagen. Lige uden for Kirstens have ligger gartneriet, hvor en gruppe udviklingshæmmede nu er i gang med fjerne massive klumper af kvikrødder. Det er simpelt, men meningsfuldt arbejde, for gartneriet leverer biodynamiske grønsager til hele fællesskabet og råvarer til køkkenet i de udviklingshæmmedes bofællesskab.
En stor glad pige lader ukrudt være ukrudt og kommer løbende for at uddele knus. Arnannguaq fra Grønland er en af de udviklingshæmmede, som i dag arbejder i gartneriet.
- De udviklingshæmmede er et fantastisk dejligt islæt i hverdagen. Det er belivende at være sammen med dem, for de har så meget hjerte, varme og imødekommenhed, siger Kirsten
Herinde i Herthas ko-katedral gumler en flok gule Jerseykøer. Foto: Ulla Skovsbøl
Jersey-køer i ko-katedralen
Arnannguaq sætter sig ned igen og hjælper gartneren Birthe Holt med kvikrødderne. Birthe hører til staben af professionelt personale. Hertha har også sin egen landmand. Han står lidt derfra med sin arbejdsgruppe af udviklingshæmmede. De holder tepause uden for det, de kalder ko-katedralen.
Derinde gumler en flok gule Jersey-køer fredfyldt. En sød duft af mælk og møg og friske roer bølger omkring dem.
De tager det med den dybeste sindsro, at småbørn i flyverdrager tuller rundt og undersøger dem. Børnene kommer fra Herthas dagpleje, hvor ansat personale og udviklingshæmmede sammen passer børn fra både levefællesskabet og fra det omkringliggende lokalsamfund.
Har eget bageri
Lader man næsen styre, går rundturen i levefællesskabet uvægerligt videre til en anden af de udviklingshæmmedes arbejdspladser – bageriet. Store bradepander med müesli er lige kommet ud af ovnen for at give plads til chokoladekage og fastelavnsboller, men Kirsten kigger ind i sidelokalet for at hilse på sin nabo, Stine.
Hun er i gang med at lave is af fløde fra Jerseykøerne. De fleste af Hertas udviklingshæmmede beboere lever i bofællesskaber, men Stine kan klare sig selv. Hun har sin egen lejlighed i det blå hus ved siden af Kirsten.
Ekstra dimension
Da Kirsten flyttede ind, var det fællesskabet med de normale naboer, naturen og det biodynamiske landbrug, der betød mest for hende, men med tiden er hun blevet stadig mere glad for den ekstra dimension, de udviklingshæmmede giver hendes liv.
- Når jeg skal sammenfatte det, så tror jeg, det, der betyder mest for mig ved at bo her, er følelsen af at være del af en helhed, hvor respekt for naturen og for det enkelte menneske uanset hvem det er og hvad det kan, er det centrale. Det er et godt sted at leve og et godt sted at blive gammel, siger hun.
