Få miljø-annoncer på SMS og mail

Det er slut med dyre annoncer fra Miljøministeriet i dagblade og lokalaviser. Fremover kan du i stedet få besked via en mail, en SMS eller holde dig opdateret på nettet.

Det oplyser Naturstyrelsen under Miljøministeriet, som vil forsøge at gøre det nemmere og billigere at informere om afgørelser, planer og nye initiativer på miljøområdet.

Når styrelserne annoncerer på hjemmesiderne, sendes der automatisk en e-mail med et direkte link til hjemmesiden. Dermed kan alle, der har tilmeldt sig ordningen, få direkte besked om nye aktiviteter.

Nemt og effektivt

- Det er en nem og effektiv måde at kommunikere med borgere og andre interesserede på. Jeg håber på mere dialog med alle interessenter, og at vi med den nye ordning kan nå bredere ud, siger vicedirektør i Miljøstyrelsen Michel Schilling.

Samtidig arbejder styrelserne på at tilknytte en sms-ordning, hvor man gratis får tilsendt en besked på mobilen. Ordningen forventes at være klar inden sommeren 2012.

Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen stopper med at annoncere i aviser – herunder lokalaviser – fra dags dato.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: