Få lækkerier hos de rullende strandkokke i Aarhus

MAD – Tag familien med til spiselige naturoplevelser i vandkanten og oplev, hvordan strandene bugner af spiselige lækkerier som tang, krabber, rejer, muslinger og strandurter.

De Rullende Strandkokke serverer hver dag lækkerier på en af strandene omkring Aarhus.

I disse uger kan man hver dag møde strandkokkene på en af strandene omkring Aarhus.

Strandkokkene havde sidste år stor succes hos strandgæsterne, og derfor fortsætter de i år. De fortæller om den spiselige strandnatur og har udstyr med til både at fange, indsamle og tilberede strandens råvarer.

De interessante og forskellige aktiviteter hos strandkokkene gør, at også dage uden sol bliver en god feriedag ved stranden, lover Kristian Würtz, rådmand for Teknik og Miljø.

- De Rullende Strandkokke giver både aarhusianere og feriegæster en lejlighed til at komme ned på vores strande her i Aarhus og få en anderledes oplevelse. Særligt børnefamilierne kan glæde sig til inspiration og gode oplevelser, og få idéer til hvordan man får glæde af den spiselige strandnatur, fortæller han.

De Rullende Strandkokke turnerer rundt til strandene fra Skæring i nord til Moesgaard i syd. Med blandt andet rejehov, net og kogegrej kan du selv være med til at finde og tilberede den spiselige strandnatur.

Du kan møde De Rullende Strandkokke på en af de aarhusianske strande frem til 30. juli.

Praktiske informationer

Aktivitet: De Rullende Strandkokke – mad i strandkanten
Hvor og hvornår: Hver dag kl. 10.00-15.00 i perioden 10.-30. juli.

Mandage og fredage: Skæring Strand ved Havbakkevej/Skæring Strandvej.

Tirsdage og lørdage: Marselisborg Strand, ved The Garden pavillonen neden for Helnan Marselis Hotel.

Onsdage: Stranden ved Den Permanente, Risskov.

Torsdage og søndage: Moesgaard Strand nedenfor kiosken.

Mange af havets smådyr er delikatesser, og du kan selv være med til at fange krabber og tilberede dem.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: