Få indflydelse på din vandforsyning

VAND – Borgere i hovedstadsområdet kan få indflydelse på deres vandforsyning. Stem på kandidater eller stil selv op, opfordrer Hovedstadsområdets Forsyningsselskab.

Få indflydelse på fremtidens vandforsyning, opfordrer HOFOR.

Nu er der valg af forbrugerrepræsentanter til bestyrelserne i HOFORs vand- og spildevandsselskaber. Borgere i hovedstadsområdet kan hver stemme på to kandidater frem til 29. marts og derved få indflydelse på, hvordan man skaber fremtidens bæredygtige byer med rent vand i hanen og sikker afledning af regn- og spildevand.

I fremtiden står vi i hovedstadsområdet over for store udfordringer i forhold til at sikre rent drikkevand til alle, aflede spildevandet og tilpasse byerne til fremtidens ændrede klima med mere nedbør. Mange af disse indsatser kan kun gennemføres effektivt i samarbejde med forbrugerne.

To kandidater
Som forbruger hos HOFOR kan man få indflydelse ved at stille op til bestyrelserne eller ved at stemme på to kandidater blandt de opstillede. Opstillingsperioden var fra 1.-29. februar og nu kan man så stemme på to kandidater.

Der skal vælges to fælles forbrugerrepræsentanter til HOFORs 16 vand- og spildevandsselskaber. Kandidaterne bliver valgt demokratisk blandt selskabets omkring en million forbrugere og sidder i bestyrelsen i to år.

Lars Therkildsen, administrerende direktør i HOFOR, opfordrer selskabets brugere til at benytte muligheden for at få indflydelse.

- Jeg håber, at rigtig mange vil benytte chancen til at stemme på deres foretrukne kandidater. Vand, spildevand og klimatilpasning er væsentlige forhold, som vedrører os alle. Derfor er det naturligt, at forbrugerne får indflydelse på udviklingen af selskabet, siger han.

Fakta: Hvem kan stemme?

  • Alle forbrugere i HOFORs forsyningsområde – både virksomheder og myndige privatpersoner.
  • HOFORs forsyningsområde dækker Albertslund, Brøndby, Dragør, Herlev, Hvidovre, København, Rødovre og Vallensbækkommuner.
  • Man kan stemme fra 1.marts til 29. marts 2016 kl. 12.
  • Stem eller læs mere på hoforvalg.dk.

Hvem er HOFOR?

  • HOFOR er en forkortelse for Hovedstadsområdets Forsyningsselskab. Vi leverer vand til over en million forbrugereog står for driften af spildevandsforsyningerne i Albertslund, Brøndby, Dragør, Herlev, Hvidovre, København, Rødovre og Vallensbæk. Desuden forsyner vi københavnerne med fjernvarme, bygas og fjernkøling samt vedvarende energi.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: