Få gode råd om kemi på café

FARLIG KEMI – Københavns Borgerrepræsentation sætter penge af til gode råd om kemi til nybagte forældre.

Også i sutteflasker kan der være potentielt hormonforstyrrende stoffer. Foto: Gustav Bech

Til næste år får københavnske nybagte forældre mulighed for en gang om måneden at gå på cafe og få gode råd om kemi i hverdagen og om problematiske stoffer i produkter til børn.

Borgerrepræsentationen har netop vedtaget at sætte 225.000 kroner af til formålet, og det rækker til, at hvert fjerde nybagte forældrepar i kommunen eller i alt 2.400 par kan tilmelde sig møderne og få gode råd om emnet, skriver Politiken.

En af initiativtagerne, Mette Annelie Rasmussen (Rad.) siger, at det efter hendes mening er en meget lille investering i forhold til en forventet stor effekt.

- Vi vil gerne være med til at levere en bedre start for de små københavnere, og det mener vi, at vi kan bidrage til med disse cafeer, siger hun til Politiken.

Ifølge avisen har man på Østerbro haft en månedlig kemi-cafe igennem et par år, som har virket som inspiration for politikerne.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: