Få gode råd når du skal skrotte oliefyret

HOTLINE – Nu åbner en ny gratis rådgivningstjeneste, som skal hjælpe bygningsejere, når deres gamle oliefyr- eller naturgasfyr skal udskiftes. Over telefonen bliver det nu muligt at få hjælp til at vælge den mest oplagte opvarmningsform.

En gratis telefonrådgivning etableret af Energitjenesten, Bolius og Teknologisk Institut skal få flere danskere til at vælge fornuftigt, når de skrotter deres olie- eller naturgasfyr.

Over telefonen bliver det nu muligt for bygningsejere at få hjælp til at vælge den mest oplagte opvarmningsform, fortæller Energistyrelsen.

Sådan får man rådgivning
Man kan ringe på telefon nummer 70 333 777 og få gratis, uvildig rådgivning. Telefonen er åben mandag-onsdag kl. 10-16, torsdag kl. 10-20 og fredag kl. 10-16.

Man kan også skrive til Energitjenesten via http://www.energitjenesten.dk/borger/sporg-os.html. Energitjenesten lover svar inden for fem arbejdsdage.

De nye regler for oliefyr
Fra 2013 må der ikke installeres oliefyr i nye bygninger, ligesom der ikke må installeres naturgasfyr, der ligger i områder, som ikke er udlagt til naturgasforsyning pr. 1. januar 2013.

Fra 2016 må gamle oliefyr ikke erstattes med nye, hvis det er muligt at få fjernvarme eller naturgas i stedet.

Der er i Danmark installeret oliefyr i ca. 250.000 bygninger, hvoraf ca. 180.000 ligger i områder uden mulighed for tilslutning til fjernvarme eller naturgas. Endvidere opvarmes ca. 370.000 bygninger med naturgas, oplyser Energistyrelsen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: