Få flere sommerfugle i din have

NATUR – Giv plads til nogle af de planter, sommerfuglenes larver lever på, og lad et hjørne af græsplænen med sol og læ blive lidt langhåret, så de vilde planter kan nå at blomstre og sætte frø. Juli og august er sommerfuglenes mest aktive måneder. Her er de på hårdt arbejde for at sikre næste generations overlevelse. Du kan hjælpe sommerfuglene ved at give dem gode vilkår.

Kejserkåben og de øvrige sommerfugle holder ikke ferie i juli og august, som er deres mest aktive måneder. Foto: Peder Størup

Mange er os holder ferie og skruer ned for aktiviteterne her i juli. Men sommermånederne er alt andet end ferie for vores sommerfugle. Faktisk er juli og august sommerfuglenes mest aktive måneder, hvor de er på hårdt arbejde for at sikre den næste generations sommerfugle.

Den elegante Kejserkåbe (Argynnis paphia) kan i juli og august ses på vingerne i skovlysninger.

- Det er et betagende syn at se de store sommerfugle svævende afsted i deres søgen efter brombærblomster, fortæller Peder Størup, som er naturfotograf og har trykt to flotte plakater med sommerfugle.

Kejserkåbe er den største
- Kejserkåbe er den største sommerfugl i gruppen af perlemorsommerfugle. Hunnen bliver størst med et vingefang op til 7 cm. Hannen har tydelige duftstriber på vingeoversiden. Larven lever på violarter og overvintrer som puppe på træstammer og i krat. Arten har brug for lysåbne artsrige skove, fortæller Peder Størup.

Også den smukke Hvide Admiral kan opleves langs skovveje eller i skovenes lysninger. Larven lever af kaprifolium eller dunet gedeblad. Larven overvintrer indspundet i et blad, som den spinder sammen og fæstner til planten.

Vil du have glæde af sommerfuglene og af andre vilde arter i din have, så skal du give noget af den tilbage til naturen, anbefaler Peder Størup.

- Giv plads til nogle af de planter, sommerfuglenes larver lever på, og lad et hjørne af græsplænen med sol og læ blive lidt langhåret, så de vilde planter kan nå at blomstre og sætte frø. Brug ikke sprøjtegift og kunstgødning, og lad gerne et udgået træ eller en bunke grene blive liggende, lyder hans råd.

Få en plakat med sommerfuglene
Peder Størup har foreløbig fået trykt to flotte plakater med sommerfugle.

Plakaterne skal medvirke til at øge interessen for Danmarks natur i form af formidling og viden. Hensigten er, at et øget kendskab til de enkelte sommerfuglearter kan fremme offentlighedens fokus på, at naturen har brug for beskyttelse, hvis kommende generationer skal få glæde af sommerfuglene og andre af vores truede arter.

Ifølge Størup er netop sommerfuglene gode pejlemærker for naturens tilstand, da de tidligt reagere på forringelser i naturen. Det er sårbare arter, som ikke tåler, at deres levesteder bebygges, opdyrkes, og gammel skove fældes. De har brug for næringsfattige levesteder, som ikke forurenes med kunstgødning og sprøjtegift.

- Vi har en håndfuld almindelige arter, som klarer sig forholdsvis godt, eksempelvis Nældens Takvinge og Dagpåfugleøje, som de fleste kender. Men hovedparten af de resterende er i tilbagegang, og bekymrende mange er allerede uddøde, siger Peder Størup.

Begyndte at uddø efter 1950
I Danmark er der registreret 76 fastboende dagsommerfuglearter Efter 1950 begyndte de at uddø, og siden da er 12 vurderet som forsvundet fra landet, svarende til at cirka 17 procent af vores fastboende sommerfugle er uddøde.

Fra 1870 og til 2013 er der i alt fundet 98 forskellige dagsommerfuglearter. En del af disse kan dog ikke overleve den danske vinter. Nogle er almindelige trækgæster, mens andre er mere sjældne eller tilfældige tilflyvere.

Sommerfuglene er vist i deres naturlige maximale størrelse. Størrelsen kan variere en del for den enkelte art. Plakaterne er med farvekoder for den enkelte sommfuglearts hyppighed i Danmark, men også for hvilke der er uddøde. Plakaten med Dagsommerfugle fortæller også, hvornår man kan opleve sommerfuglene i naturen eller haven.

Plakaterne er udgivet af Peder Størup fra Naturbeskyttelse.dk med støtte fra 15. Juni Fonden. De er 70×100 cm.

Læs om Kejserkåbe i Danmarks fugle og natur

Læs om Hvid Admiral i Danmarks fugle og natur

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: