Eva Kjer vil udhule krav til luftforurening

LANDBRUG – Miljø- og fødevareministeren rejser i dag til Bruxelles for at få EU til at mildne kravene til dansk landbrug om forurening med ammoniak.

Eva Kjer Hansen vil have EU til at slække på kravene til landbruget.

Danmarks nye miljø- og fødevareminister rejser i dag til Bruxelles for at mødes med EU’s miljøkommissær Karmenu Vella. Hun mener, at kravene til dansk landbrug om at skære ned på udledningen af ammoniak er alt for barske.

Ministeren gør opmærksom på at, at to tredjedele af luftforureningen over Danmark kommer fra udlandet. Derfor skal der være »en bedre balance mellem landenes reduktioner«.

- Jeg har bedt om mødet med kommissæren, fordi jeg ønsker Kommissionens hjælp til at bringe de urimeligt høje danske mål ned, som den tidligere regering står bag, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.

Hun peger på, at luftforurening er et grænseoverskridende problem.

- Vi skal alle hjælpe med til, at luften over Europa bliver bedre. Men det kan ikke nytte, at vi i Danmark udkonkurrerer os selv med meget højere miljøkrav end vores nabolande. Det vil indebære risiko for, at produktionen flytter til vores nabolande, hvor man må udlede mere ammoniak. Der skal være en bedre balance mellem landene på europæisk plan, siger hun.

Ministeren er utilfreds med, at den tidligere S-R-SF-regering har forpligtet Danmark til at mindske udledningen af ammoniak fra landbruget med 24 procent i 2020, mens eksempelvis Polen kun har lovet at reducere landbrugets udledning med to procent og Tyskland med fem procent. Gennemsnitligt ligger EU-landenes krav til deres ammoniakreduktioner på seks procent.

Andre lande bagefter
Eva Kjer Hansen mener, at Danmark allerede er langt foran de øvrige lande med at skære i forureningen fra landbruget og peger på, at det siden 2002 har været forbudt at sprede gylle uden at nedfælde det i jorden. Det er stadig tilladt i Frankrig og Polen.

- Vi skal have landene omkring os til at levere mere, så der bliver en mere fair byrdefordeling. Danmarks fødevareerhverv har brug for bedre muligheder for at skabe vækst og arbejdspladser og ikke det modsatte. Så uforholdsmæssigt skrappe krav vil være en stor barriere for vækst i landbruget, siger Eva Kjer Hansen.

Venstre-regeringen er på få uger nået langt med med at slække på miljø- og naturkrav til landbruget. Både kravet om randzoner og efterafgrøder blev som noget af det første sløjfet.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: