Eva Kjer skrotter randzoner langs vandløb

RANDZONER – Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen vil ophæve randzoneloven. »Skandaløst«, siger Danmarks Naturfredningsforening.

Landmændene skal frit kunne dyrke helt lige til kanten langs vandløb og søer. Her er det Skjern Ådal. Foto: Colourbox

Landmændene skal frit kunne dyrke jorden og sprøjte mod ukrudt og sygdomme i afgrøderne helt ud til kanten af vandløb og søer. Derfor vil miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen nu helt fjerne randzoneloven, som blev indført for at reducere udvaskningen af næringsstoffer og sprøjtegift til vandmiljøet.

- Danske landmænd skal ikke længere have trukket en randzonelov ned over hovedet, som de ikke bliver kompenseret for, og hvis effekt, forskerne nu anerkender, har været overvurderet, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.

- Vi er ganske enkelt blevet klogere, siden loven blev indført, og vi ved i dag, at den aldrig skulle have været indført. Derfor skal loven ophæves, mener hun.

Færre grønne krav
Oprindelig var 50.000 hektar omfattet af restriktioner, men den forrige regering halverede arealet, så det nu kun er 25.000 hektar, der er omfattet af loven.

Ifølge ministeren skal det nu være frivilligt, om man vil anlægge randzoner. Ved at gøre det kan man slippe for kravet om efterafgrøder, ligesom det skal være et alternativ til at opfylde de grønne krav i EU’s landbrugsreform.

Eva Kjer Hansen afviser, at ophævelsen af randzoneloven vil komme til at gå ud over miljøet.

- Jeg er optaget af, at vi har et godt vandmiljø i Danmark, til glæde for os danskere, der bruger naturen. Derfor vil effekter af den ophævede randzonelov indgå i arbejdet med blandet andet de nye vandområdeplaner, siger hun.

DN: Skandaløst
Danmarks Naturfredningsforening kalder ministerens planer om helt at skrotte randzonerne for »skandaløst«. Ifølge Ella Maria Bisschop-Larsen, formand for Danmarks Naturfredningsforening, gavner det hverken naturen, miljøet eller landbruget.

- Det er et første skridt i en afvikling af de natur- og miljøkrav, der har været gældende, uden at det gavner landbruget. Det er ikke miljøreglerne, der gør, at landbruget har det så dårligt i Danmark. Det er deres enorme gæld. Og den er ikke skabt af miljøregler.

- Det er skandaløst, at man tager det eneste virkemiddel, som har været lovpligtigt, og fjerner det. Alt det andet er jo frivilligt, siger Bisschop-Larsen til Ritzau.

Vil klage til EU
Danmarks Naturfredningsforening klagede til EU-Kommissionen, da et flertal i Folketinget sidste år halverede antallet af randzoner fra 50.000 til 25.000. Og nu har foreningen sendt en ny klage til EU-Kommissionen over ministerens bebudede afskaffelse af loven.

Efter høringen vil lovforslaget blive fremsat i Folketinget i løbet af efteråret. Når forslaget er vedtaget, vil kravet om randzoner blive fjernet hurtigst muligt, siger Eva Kjer Hansen. Indtil lovændringen er gennemført, skal landmænd forsat have randzoner.

Randzoneloven blev indført i 2012 som en del af Danmarks implementering af EU’s vandrammedirektiv, som skal sikre god tilstand i vandmiljøet.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: