EU’s kvotesystem skal reformeres

EU’s handelssystem for CO2-kvoter skal fortsat være rygraden i Europas klima- og energipolitik, mener energi- og klimaminister Martin Lidegaard.

Der er på forhånd lagt op til svære forhandlinger, når EU-ministre i dag skal blive enige om kursen for Europas energi- og klimapolitik.

Men han har udsigt til svære forhandlinger, når EU’s miljøministre ved topmødet i Forum Horsens i dag skal diskutere fremtiden for handlessystemet for CO2-kvoter (ETS). Det er første gang det sker, siden klima- og energipakken blev vedtaget i 2008.

Prisen på CO2-kvoter er efterhånden så lav, at det ikke længere sikrer, at der bliver investeret tilstrækkeligt i omstillingen til vedvarende energi og gennemførelse af energibesparelser.

Vil kortlægge problemerne

Det danske formandskab lægger op til en åben drøftelse af, hvad der skal ske med ETS i fremtiden, og der er lagt op til diskussion med mange forskellige synspunkter, understreger energi- og klimaminister Martin Lidegaard.

- Jeg tror, det er nyttigt, at vi kortlægger problemerne og positionerne i forhold til kvotesystemet. Jeg ønsker en åben og ærlig debat om, hvordan vi kan sikre, at ETS fortsætter med at være rygraden i den europæiske klima- og energipolitik, siger  Lidegaard, der leder miljøministerrådets klimadrøftelser.

Udsigt til svære forhandlinger

På energiministermødet vil Martin Lidegaard forsøge at løsne op for de svære forhandlinger om energieffektivitetsdirektivet. Det danske formandskab har for nylig fremlagt et kompromisforslag for at skabe fremdrift i forhandlingerne.

Det er forsat målet at leve op til henstillingen fra EU’s stats- og regeringschefer om, at der skal opnås enighed med Europa-Parlamentet inden udgangen af juni.

- Jeg vil appellere til mine kolleger om at udvise høj grad af fleksibilitet, så vi kan få direktivet vedtaget. Der er både behov for fleksibilitet fra medlemslandene og fra Europa-Parlamentet , siger Martin Lidegaard.

Ministrene skal også drøfte visionerne for europæisk energipolitik i 2030. Det vil ske med udgangspunkt i Kommissionens Energy Roadmap 2050. Det anviser, hvilke veje Europa kan gå, hvis CO2-udledningen skal begrænses med 80 – 95 procent i 2050.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: