Luftforureningen i Europa skal ned. Derfor er en række lande er på et møde i Geneve blevet enige om skrappere krav til luftforurening frem mod 2020.
De nye reduktionsmål gælder udledning af ammoniak fra landbrug, udledning af partikler, svovl og kvælstofoxider fra transport og industri samt udledning af organiske opløsningsmidler fra for eksempel sprinklervæske og maling.
Aftalen blev indgået af parterne i den såkaldte Gøteborg-protokol, som dækker hele det europæiske kontinent samt USA og Canada. Den reviderede protokol vil reducere udledningerne af de forurenende stoffer med op til 60 procent i EU i 2020.
Svovl skal reduceres 59 procent
- Vi får renere luft i Europa. Aftalen er et vigtigt skridt for at reducere de massive menneskelige, miljømæssige og samfundsmæssige omkostninger, der er ved luftforurening. Jeg er meget tilfreds med, at det er lykkedes Danmark som formandskabsland at opnå enighed om at reducere luftforureningen med faste målsætninger frem mod 2020, siger Rådets formand miljøminister Ida Auken.
Aftalen indebærer, at EU-landene i perioden 2005-2020 samlet vil reducere svovl med 59 procent, ammoniak med 6 procent, kvælstofoxider med 43 procent, organiske opløsningsmidler med 28 procent og partikler med 23 procent.