EU sylter arbejdet med farlig kemi

Kirsten Brosbøl: EU-Kommissionen sylter arbejdet med hormonforstyrrende stoffer. Foto: Claus Bjørn Larsen

FARLIG KEMI – Miljøminister Kirsten Brosbøl retter en skarp kritik mod EU-Kom­mis­sionen. Hun mener ikke, at Kommissionen har gjort sit ar­bejde godt nok i forhold til at få regler for hormonforstyr­rende stoffer.

I dag samles EU-landenes miljøministre til rådsmøde i Luxembourg, hvor diskussionen om hormonforstyrrende stoffer forventes at blusse op igen. Flere lande, heriblandt Danmark, mener ikke, at Kommissionen hverken har gjort sit arbejde godt nok eller hurtigt nok for at få regler for hormonforstyrrende stoffer på plads, og de vil nu presse Kommissionen til at skride til handling.

- Vi har arbejdet i tre år for at få regler, der bestemmer, hvornår et stof er hormonforstyr­rende, så vi kan beskytte vores forbrugere og miljøet. Derfor mener jeg, at Kommissionen har sovet i timen, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

- Kommissionen skulle allerede i december 2013 have vedtaget disse regler, men har ikke gjort det endnu. Derfor er vi flere lande, der i dag bringer sagen op og for at sende et klart signal til Kommissionen om, at det er uacceptabelt, siger miljøministeren.

Kommissionen trækkes i retten
Danmark har under hele forløbet arbejdet hårdt i EU for bl.a. at få et forslag igennem, der skal bestemme, hvornår et stof er hormonforstyrrende. Efter planen skulle Kommissionen have fremlagt en samlet pakke om hormonforstyrrende stoffer i 2013.

Det skete ikke. Derfor er en række lande utilfredse med, at Kommissionen gang på gang udskyder at tage stilling til de hormonforstyrrende stoffer, og Sverige går nu så langt, at de vil trække Kommissionen for EU-Domstolen for passivitet.

- Jeg er skuffet over, at Kommissionen gang på gang udsætter nye initiativer – især med hensyn til at få vedtaget videnskabelige kriterier for, hvornår et stof er hormonforstyrrende, og med at pålægge industrien at teste, om deres stoffer er hormonforstyrrende, siger Kirsten Brosbøl.

- Som miljøminister kan jeg ikke forsvare, at processen trækker yderligere ud, og jeg vil derfor øge presset med mine kollegaer på Kommissionen for, at der sker noget, siger hun.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: