EU-Parlamentet kræver indgreb over for hormonforstyrrende stoffer

HORMONFORSTYRRENDE – Et flertal i Europa-Parlamentet har i dag besluttet at opfordre EU-Kommissionen til at gribe ind over for de hormonforstyrrende stoffer og ikke vente på flere beviser for, at de er sundhedsskadelige. Det er et afgørende skridt i den rigtige retning, mener Det Økologiske Råd.

Colgate Total er i søgelyset, fordi tandpasten indeholder hormonforstyrrende stoffer.

- Der findes allerede et stort antal undersøgelser, som stærkt indikerer en sammenhæng mellem hormonforstyrrende stoffer og sundhedsskadelige effekter, og det er for risikabelt at vente med at stramme lovgivningen. Derfor er det virkelig positivt, at Parlamentet nu så utvetydigt opfordrer Kommissionen til at tage initiativ til at revidere EU’s kemikaliepolitik på dette område, siger kemikaliefaglig medarbejder i Det Økologiske Råd, ph.d. Lone Mikkelsen.

De hormonforstyrrende stoffer kan blandt andet skade mænds sædkvalitet og give andre alvorlige reproduktionsproblemer, de kan øge forekomsten af bestemte kræftformer og risikoen for skader i fosterstadiet. Stofferne bliver i dag brugt i en lang række helt almindelige hverdagsprodukter, og netop derfor er det vigtigt at få strammet lovgivningen, mener Det Økologiske Råd.

Colgate Total
- Så sent som i går påviste DR1s nye forbrugerprogram ”For godt til at være sandt,” at man som forbruger kan blive udsat for det hormonforstyrrende stof triclosan ved at børste tænder med en fuldt lovlig tandpasta fra Colgate. Tandpastaen er bare ét af utallige forbrugerprodukter med hormonforstyrrende stoffer, som vi bruger hver eneste dag. Derfor er det er på høje tid, at vi får en mere restriktiv lovgivning, fortsætter Lone Mikkelsen.

Opfordringen til Kommissionen om at stramme reguleringen af de hormonforstyrrende stoffer indgår i en rapport, som den svenske EU-parlamentariker Åsa Westlund (S) har udarbejdet for parlamentet. Det var den, der i sin helhed var til afstemning i dag, hvor et flertal godkendte rapporten som udtryk for parlamentets holdning. Parlamentets opbakning afspejler en alvorlige bekymring og et stærke ønske en mere handlingsorienteret politik på området, vurderer Lone Mikkelsen.

Skal tage højde for samlet eksponering i hverdagen
- Flertalsbeslutningen viser, at parlamentarikerne ønsker en systematisk gennemgang af EU’s kemikalielovgivninger og stramninger af loven på flere områder, og det er i høj grad tiltrængt, siger hun.

- Vi har brug for en EU-lovgivning, som tager højde for den samlede eksponering i hverdagen, så mennesker og miljø bliver tilstrækkeligt beskyttet mod de hormonforstyrrende stoffer. Politikerne er nødt til at bruge forsigtighedsprincippet her. Der er allerede masser af seriøs forskning, som viser hvordan stofferne skader mennesker og miljø, og der er ingen derfor ikke nogen grund til at vente på yderligere videnskabelig dokumentation, understreger Lone Mikkelsen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: