EU øremærker 11 milliarder til klima- og miljøindsats

Europa-Parlamentet har ved en afstemning i dag vedtaget at afsætte flere penge til klima og miljø. Foto: Colourbox

EU-BUDGET – EU-Parlamentet har i dag besluttet at afsætte flere penge til klima, natur og miljø. Klima- og miljøhensyn skal tænkes sammen på en ny måde, siger Anna Fosbach fra Miljøpartiet Fokus.

På trods af slukne statskasser og et stærkt reduceret EU-budget for 2014, har Europa-Parlamentet i dag vedtaget at opprioritere EU´s klima- og miljøindsatsen frem mod 2020.

EU afsætter yderligere 11 milliarder kroner over de næste seks år til projekter, der omfatter naturbeskyttelse og klimatilpasning.

Den nye aftale bringer dog ikke kun flere penge med sig. Aftalen medfører også en ny måde at sammentænke miljø og klima med andre områder i form af en ny type af ‘integrerede projekter’, hvor de forskellige hensyn skal sammentænkes.

Klima og miljø skal sammentænkes

- Den nye aftale er et kæmpe fremskridt i måden, vi støtter miljøprojekter på. I stedet for at tænke klima- og miljøhensyn som noget isoleret, så skal de aspekter nu integreres i alle centrale politikområder, siger Anna Rosbach, der repræsenterer Miljøpartiet Fokus og er medlem af Europa-Parlamentets miljøudvalg.

Ifølge Anna Rosbach sender dagens afstemning samtidig et vigtigt signal om, at EU tager sine miljø- og klimaforpligtelser alvorligt og at penge brugt på naturbeskyttelse og klimatilpasning er udtryk for en god forsikringspolitik.

- Den bedste forsikringspolitik er forebyggelse og den aftale, vi netop har indgået, handler grundlæggende om at tegne en forsikring. En forsikring imod miljøforringelser og klimaændringer, og en forsikring, der værner om vores naturværdier, siger Anna Rosbach og pointerer, at den største stigning i budgettet sker indenfor klimatilpasning.

Miljøpolitik i en krisetid

Da EU-Parlamentet og medlemslandene i sidste uge blev enige om et budgetkompromis for 2014, blev de samtidig også enige om at vedtage et sparebudget. EU-budgettet for 2014 er således 6,5 procent mindre end budgettet for 2013.

Men på trods af spareiveren, har EU besluttet at opprioritere det grønne område, så det totale budget for EU’s natur og miljøprogram, LIFE+, ender på godt 27 milliarder kroner for perioden 2014-2020.

- I en tid, der er kendetegnet af krisestemning og kortsigtet økonomisk planlægning, så sender den nye aftale et stærkt signal, siger Anna Rosbach.

- Et stabilt klima og en sund natur er ikke noget, vi bare kan udskyde til efter, vi har fået økonomisk vækst igen. Et stabilt klima og en sund natur er selve grundlaget for økonomisk vækst, siger Anna Rosbach, som håber, at dagens vedtagelse kan bringe fornyet optimisme til de igangværende COP19-forhandlingerne i Polen.

Tilfreds Margrete Auken

Margrete Auken, der har forhandlet på vegne af De Grønne, glæder sig over udfaldet af dagens afstemning.

- LIFE har været en succes siden 1992, og med dagens afstemning vil vi fremover kunne fortsætte med at finansiere mange gode projekter ude i lokalsamfundene. Det er fantastisk at se at pengene til naturen ikke er blevet ramt af medlemslandenes nedskæringskrav. Naturen og klimaet er ikke bare en luksus man kun har råd til, når alt andet først er betalt og på plads. Det er en kæmpesejr at vi har fået opbakning også i rådet til den politik, siger Margrete Auken.

LIFE programmet får fra 2014 et klimakapitel og vil fremover også dække projekter til reduktion af drivhusgasudledninger og tilpasning til klimaforandringerne.

- De internationale klimaforhandlinger, som lige nu er ved at kuldsejle i Polen, er et skræmmende bevis på at det internationale samfund har meget svært ved at samarbejde om at reducere truslen fra klimaforandringer. Derfor er dagens beslutning om at styrke klimakampen med flere midler særligt vigtigt og et stærkt eksempel for andre lande på at vi dog i EU tager klimaudfordringerne op og ønsker at gøre det sammen, mener Margrete Auken.

Skal beskytte naturkapitalen

Også i EU-Kommissionen er der glæde at spore efter dagens afstemning.

- Programmet LIFE+ yder vital støtte til innovative projekter. De nye projekter vil bidrage stærkt til at beskytte, bevare og styrke naturkapitalen i EU, siger EU’s miljøkommissær Janez Potočnik, som understreger, at den nye aftale vil bringe EU tættere på målet om en mere ressourceeffektiv og grøn økonomi.

EU’s støtteprogram LIFE+

LIFE+ er EU’s støtteprogram for natur og miljø. Programmet støtter projekter, der bidrager til at gennemføre og udvikle europæisk miljøpolitik.

Danmark har i perioden 2007-2010 modtaget 45 mio. kr. og 35 mio. kr. mellem 2011-2013. Det er markant mere end hvad Danmarks størrelse ellers tilsiger. Pengene er primært gået til de såkaldte Natura 2000-områder med særlig værdifuld natur som f.eks. højmoser og vådområder.

Et eksempel på et projekt, der har modtaget støtte, er Fredensborg Kommunes arbejde med klimatilpasning. Fredensborg Kommune modtog knap 15 millioner kroner sidste år for at reducere risikoen for oversvømninger ved Usserød Å.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: