EU løser strid om CO2-kvoter

EU-landene har godkendt en midlertidig løsning for systemet med handel med klimakvoter.

Den lange EU-strid om en midlertidig reparation af systemet for handel med CO2-kvoter ser ud til at være løst, skriver Ritzau.

På et møde på ambassadørniveau fredag formiddag i Bruxelles har 26 af de 28 EU-lande stemt for en løsning, der er identisk med den, der i juli blev godkendt i Europaparlamentet.

Kun Cypern og Polen stemte imod.

Knubs til Hedegaard
Striden om fremtiden for EU’s handel med forureningskvoter gav i foråret den danske klimakommissær, Connie Hedegaard, nogle gevaldige politiske knubs, da parlamentet i første omgang stemte nej til hendes plan.

Den løsning, der nu er enighed om, går ud på midlertidigt at trække op mod 900 millioner CO2-kvoter ud af markedet, mens man arbejder på en mere langsigtet løsning for kvotehandelssystemet.

Udspil til langsigtet løsning
Hedegaard glæder sig over fredagens aftale.

- Det er jo noget, vi har ventet på temmelig længe, siger Connie Hedegaard til Ritzau.

- Jeg kaldte det oprindeligt en “no-brainer”. Det kom så til i nogle regeringer at tage temmelig lang tid at nå frem til det rigtige standpunkt, siger Hedegaard med henvisning til, at den afgående tyske regering har været splittet internt i spørgsmålet.

- Endelig har vi fået lavet det her, som skal stabilisere systemet. Det er godt, siger Hedegaard, der bebuder, at hun snart – formentlig i løbet af de kommende to måneder – vil komme med et udspil til en mere langsigtet løsning for kvotehandlen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: