EU-landene møder frem til FN’s klimatopmøde i Paris med det, de selv kalder nogle af verdens mest ambitiøse mål for en global klimaaftale.
På et klima- og miljøministermøde fredag i Bruxelles er alle 28 EU-lande blevet enige om et mandat, der fastholder EU’s ambition om at nedbringe sine CO2-udledninger med 40 procent i 2030 i forhold til niveauet i 1990.
Målet er, at udledningerne skal toppe senest i 2020, hvorefter der i 2050 skal være kappet 50 procent af udledningerne i forhold til 1990.
Ambitiøse klimamål
- EU kan gå ind i forhandlingerne med rank ryg. Vi kommer med de mest ambitiøse klimamål, og EU bliver med sine målsætninger et foregangseksempel for andre, siger Lars Christian Lilleholt til Ritzau.
- Vi er klar til at indgå en ambitiøs, omfattende og bindende global klimaaftale, og vi går efter intet mindre, siger EU’s klimakommissær, Miguel Arias Canate, der bliver EU’s forhandlingsleder på klimatopmødet i Paris.