Naturstyrelsens pleje af strandenge og overdrev på halvøen Helnæs på Sydvestfyn har fået fine karakterer som et af de 13 bedste naturprojekter i EU i 2013.
Det sydfynske naturprojekt har blandt andet sikret, at gamle blomsterrige overdrev er blevet ryddet for krat, kunstigt tørlagte strandenge har fået vandet tilbage, og sjældne strandtudser og vandsalamandere har fået 15 nye vandhuller at leve i. Der er også lavet nye stier, så besøgende kan komme rundt i naturen.
Landmændene byttede jord
Landmænd i området har medvirket til projektet ved at lade deres jord udvikle sig til ny natur til glæde for blandt andet orkidéen mygblomst. Til gengæld har landmændene modtaget ny landbrugsjord uden for naturområdet. Det samlede pris for projektet var 18 millioner kroner, hvoraf EU har betalt halvdelen, oplyser Naturstyrelsen.
Robust kvæg med appetit på buske, træer og den invasive rynket rose skal sikre, at naturen ikke gror til igen. Der er lavet nye indhegninger til afgræsning af strandengene og overdrevene på et område, der svarer til 1.000 parcelhusgrunde.
Projektets resultater
Inddæmmet allerede i 1785
Allerede i 1785 blev Helnæs Bugt som et af landets første landvindingsprojekter inddæmmet af storkøbmanden Niels Rybjerg, skriver Kjeld Hansen i Det tabte land.
Det var også i 1760’erne, at Ryberg købte det sydfynske gods Frederiksgave, der i dag er kendt som Hagenskov Gods. Han kom derved til at eje hele Helnæs sogn, hvor han lod den lavvandede bugt inddæmme for at skaffe mere jord. Her gennemførte han også som en af landets første godsejere udskiftningen af jorden og hjalp de nyslåede bønder i gang med at bygge deres egne gårde.
Læs Kjeld Hansens beretning om Helnæs Made og storkøbmanden Niels Rybjerg: Storkøbmand Ryberg lod Helnæs Made inddæmme