Esben Lundes prispolitik er utroværdig

NATUR – Miljø- og fødevareministeren henter statsmidler fra andre kursister til at sende 1.000 ny-udklækkede jægere på gratis jagter på statens arealer? Hvad med nye bilister, der lige har fået kørekort?

Man skal betale kursusafgift for at lære at male påskeæg og bruge en motorsav, mens Esben Lunde Larsen glad forærer nye jægere 51 gratis jagtdage på statens arealer. Foto: Steen Axel Hansen

Af Søren Wium-Andersen, Ådalen 15, Hillerød

DEBAT – En glad miljø- og fødevareminister uddelte for nogle måneder siden 51 gratis jagtdage med hver 20 deltagere på statens arealer. Det var en rigtig flot gave, der her blev uddelt til godt 1000 jægere, der netop havde erhvervet et jagtkort, da en jagtdag på statens arealer ellers koster fra 3.000-6.000 kroner.

Milliongaven blev ikke fulgt op af justitsministeren, der ellers i samme ånd godt kunne have fulgt miljøministerens eksempel ved at stille en gratis bil tilrådighed – en enkelt dag – for alle nye bilister, der netop havde erhvervet et kørekort?

Men hvor kommer statsmidlerne fra til at sende 1000 nye jægere på gratis jagter på statens arealer? De kommer bl.a. fra andre kursister! Således opkrævede Naturstyrelsen i Thy 50 kr. for to timers kurset »Så skal der males Påskeæg« og 150 kr. for et tretimers kursus med »Skovhuggertips til din motorsav«.

Også i den kommende sæson?
Gad vide om regeringen i det kommende efterår fortsat vil acceptere, at miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen stiller gratis mandskab, statsarealer og kurser til rådighed for jægere på heldagskurser, mens der skal betales for maling af påskeæg og motorsavskurser?

Finder regeringen, at det er rimeligt, at staten udkonkurrerer den private kursusindustri på alle disse områder?

Hvorfor ikke fremover tage en pris for daglange kurser for jægere? Jeg finder miljø- og fødevareministerens nuværende prispolitik på kurser for lidet troværdig. Indtægterne fra ministeriets kurser kan passende overføres til de af regeringen nys udlagte urørte skove, som i den grad savner midler til deres bevarelse.

Regeringen har nemlig aftalt, at pengene hertil fremover skal skaffes ved, at staten fælder og sælger de ældste og mest værdifulde træer i de kommende urørte skove, hvilket ikke er rimeligt.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: