Miljøstyrelsen skal nu gennemgå og opdatere en opgørelse fra 2010 over antallet af danske naturfredninger, og det skal ske i dialog med International Union for Conservation of Nature.
Det siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, efter at journalist og forfatter Kjeld Hansen gentagne gange og senest i en kronik i Politiken fredag har påvist fejl på fejl i ministeriets officielle tal. Læs også Kjeld Hansens artikel her på OrganicToday.dk.
Kjeld Hansen har i bogen Det store svigt fra oktober 2017 finkæmmet området og dokumenteret, at de officielle tal for naturfredninger er voldsomt oppustede og fejlbehæftede og slet ikke stemmer overens med de faktiske forhold. I ministeriets opgørelse er Skagens Gren forvandlet til en nationalpark og to gamle æbletræer tryllet om til særlig beskyttet natur.
Stemmer ikke overens
Den seneste opgørelse er fra 2010 og bruges i officielle indberetninger til FN og EU om biodiversitetens tilstand i Danmark. Men Miljøstyrelsens kategorisering af danske naturfredninger stemmer ikke overens med IUCN’s internationale definitioner og kategorier af beskyttede områder.
- Jeg har i dag bedt Miljøstyrelsen om at gennemgå Danmarks naturfredninger i dialog med den internationale naturbevaringsorganisation IUCN, så vi er sikre på, at opgørelsen, der blev lavet i 2010, er korrekt, inden Danmark igen skal rapportere til internationale fora om fredningerne, siger miljø-og fødevareminister Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ: Lundes skønmaleri om naturens tilstand