Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) er den næstmest upopulære minister i VLAK-regeringen. Det viser en meningsmåling, som Norstat har foretaget for Altinget.
I undersøgelsen bedømmer de adspurgte samtlige 22 ministre i regeringen på en skala fra minus 10 til plus 10. Esben Lunde Larsen ender med en samlet score på minus 3,07, hvilket giver ham en plads som nummer 21 over populære minister. Kun Thyra Frank bedømmes dårligere af vælgerne med en score på minus 3,71.
- Lundes støtter hæfter sig ved, at han er skarp og principfast, mens kritikerne ser ham som stivnakket, selvhøjtidelig og farisæisk. Vælgerne synes at dele den sidste opfattelse, vurderer Altingets politiske analytiker Erik Holstein, der kæder miljø- og fødevareministerens placering sammen med en række møgsager.