KOMMENTAR
Af Jette Rosenkvist, selvstændig
Allerede i 1992 udsendte 1700 af verdens førende forskere – herunder 99 nobelprisvindere – en appel til menneskeheden inkl. dens ledere om at begrænse ødelæggelsen af klodens miljø, klima og ressourcer.
I 2015 fremgik af det videnskabelige, ansete tidsskrift Science, at fire planetariske grænser allerede er overskredet, nemlig når det gælder skovrydning, udryddelsen af planter og dyr, udledning af drivhusgasser og havforurening med fosfor og kvælstof fra landbruget.
I 2016 fremkom den mest omfattende rapport om miljøet nogensinde udarbejdet i FN-regi af 1203 forskere og flere hundrede forskningsinstitutter. Budskab: behov for øjeblikkeligt ophør med rovdrift på planetens ressourcer og reduktion af miljøforureningen.
I november 2017 kom så ikke mindre en 15.364 forskere fra hele verden med endnu en indtrængende advarsel til menneskeheden i tidsskriftet BioScience: Verdens miljø- og klimaproblemer er kun blevet stedse værre siden 1992 og kræver øjeblikkelig handling.
Danske husdyr belaster klimaet
I samtlige advarsler spiller husdyrproduktion en hovedrolle, idet den netop er hovedårsagen til afskovning, biodiversitetstab og vandforurening.
Klimamæssigt forårsager husdyrproduktion større drivhusgas-udledning end hele verdens samlede transportsektor. Forskere har ovenikøbet nyligt meddelt, at metangas fra køer og grise er 11 procent højere end hidtil antaget. Til eksempel kan nævnes, at en malkeko på livstidsbasis udleder drivhusgas svarende til at køre fem gange rundt om jorden i bil.
De utvetydige og gentagne advarsler fra tusindvis af forskere afføder naturligvis adækvat handling hos danske, ansvarlige politikere, ikke?
På ingen måde, tværtimod er dansk husdyrproduktion stedse forøget siden 1992, og vores husdyrhold er nu blandt verdens relativt største med ikke mindre end 200 millioner producerede dyr årligt, heraf ca. 30 millioner grise.
Man skulle nærmest tro, at holdningen var den, at kød og mejeriprodukter er værd at (ud-)dø for…
Omlæg til plantebaseret landbrug
Politikere, vågn op: Omlæg dansk landbrug fra animalsk til plantebaseret og læg miljøafgift på fødevarer.
Læsere, kom med i det om sig gribende plantespiserfællesskab: Der er masser af inspiration og velsmagende opskrifter at hente hos diverse veganske madbloggere. Videnskaben giver os ca. tre år til at ændre adfærd i, hvis vi skal holde den globale, gennemsnitlige temperaturstigning på 1,5 grader.
Med vore madvalg har vi hver især daglig indflydelse på, om dette mål bliver nået. Hvordan bidrager DU til vedligehold af den planet, som du har lånt af dine børn og børnebørn?