Enighed om bindende klimamål i EU

Mange presser på for at få politikerne til sætte mere aktivt ind mod klimaforandringerne. Her fra klimatopmødet i Qatar. Foto: CC BY theverb.org

KLIMAMÅL – Europa-Parlamentets to udvalg for energi og miljø har i dag vedtaget bindende klimamål for 2030.

Europa-Parlamentets to udvalg for energi og miljø vedtog i dag bindende mål for CO2 reduktioner, energieffektivitet og vedvarende energi frem mod 2030, på henholdsvis 40%, 40% og 30 %.

Beslutningen sender et klart signal til Kommissionen, der nu skal formulere sit direktivforslag til EU’s fremtidige klima- og energipolitik, og lover godt for en ambitiøs klimaindsats frem mod 2030, siger MEP Britta Thomsen, der har forhandlet aftalen på vegne af de europæiske socialdemokrater.

Klart signal til Kommissionen
- Jeg er meget tilfreds med dette resultat. Det er en vigtig sejr, for det sender et klart signal til Kommissionen og medlemslandene om, hvilken vej Parlamentet vil, når det gælder klima- og energipolitikken. Og det er den ambitiøse vej, fastslår Britta Thomsen.

- Vi vil sikre en seriøs indsats mod klimaforandringer og samtidig mindske afhængigheden af dyrt importeret energi fra bl.a. Rusland. I 2012 brugte EU 545 milliarder euro på at importere fossile brændstoffer. Det svarer til 4,2 pct. af EU’s samlede BNP. Alene derfor er en ambitiøs klimapolitik en forudsætning for en fortsat konkurrencedygtig industri i EU der er afgørende for europæisk vækst og beskæftigelse, siger Britta Thomsen

Bindende mål er det eneste middel til for alvor at styrke klimaindsatsen. Og måske vigtigst, så vil et kommende direktiv betyde masser af grønne arbejdspladser i Europa og særligt i Danmark, hvor vi er førende inden for energi-og klimateknologi, mener den danske parlamentariker.

- Beslutningen sender nemlig et klart signal klart signal til markedet om, at vi ønsker fortsatte investeringer i bl.a. havvindmølleparker og energieffektive løsninger, siger Britta Thomsen.

Sejr trods stor modstand i Parlamentet
Forhandlingerne har været anderledes svære, end da 2020 planen blev vedtaget i 2008.

- Jeg er rigtig stolt af, at vi kom igennem med dette resultat. Det har været en hård kamp særligt imod de konservative kræfter i Parlamentet, siger Britta Thomsen.

Ifølge hende forsøgte konservative parlamentarikere helt indtil afstemningen i dag af få udsat afstemningen, men uden held. Den endelige afstemning om rapporten blev vedtaget med stemmerne 66 for og 42 imod. 3 undlod at stemme.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: