Enhedslisten vil standse tabet af natur og arter

NATUR – Enhedslisten har offentliggjort en omfattende naturpakke, bestående af seks folketingsforslag, der skal standse tabet af biodiversitet og natur.

Maria Reumert Gjerding: Det er på høje tid, at der kommer fokus på naturen. Og det er på tide, at flotte ord bliver erstattet af konkret politisk handling.

Forleden offentliggjorde Alternativet et nyt udspil, der skal give mere biodiversitet og vild natur. Fredag blev det så Enhedslisten, der offentliggjorde en omfattende naturpakke, bestående af i alt seks folketingsforslag.

Naturpakkens formål er at standse tabet af natur og udryddelsen af danske arter, fortæller Maria Gjerding, natur-, miljø-, og landbrugsordfører for Enhedslisten.

- Det er på høje tid, at der kommer fokus på naturen. Og det er på tide, at flotte ord bliver erstattet af konkret politisk handling, mener hun.

- Igen og igen har regeringer lovet en indsats over for naturen, og alligevel er naturen år efter år blevet mere forarmet. Det skyldes grundlæggende, at hensyn til natur hele tiden underlægges alle mulige andre hensyn – hensyn til landbrug, hensyn til skovbrug og hensynet til fiskeri, mener Maria Gjerding.

Sammenhængende naturzoner
Et af de centrale elementer i Enhedslistens naturpakke er forslaget om naturzoner.

- Det handler om, at der i planloven indføres naturzoner, så store og sammenhængende områder kan udpeges til natur, hvor der ikke skal være andet formål, end at natur og biodiversitet kan trives, forklarer Maria Gjerding.

De øvrige fem beslutningsforslag indeholder en genopretningsplan, for hver enkelt af Danmarks centrale naturtyper: overdrev og hede, enge og vådområder, havet, kyster og skov.

- Jeg glæder mig til at forslagene skal behandles i folketinget, og vi skal have en seriøs debat af, hvad det faktisk vil kræve, at vende årtiers tilbagegang for naturen til en helt nødvendig fremgang, siger Maria Gjerding.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: