Enhedlisten er langt fra imponeret over EU’s landbrugsministre og kalder det netop indgåede forlig for en ‘slap landbrugsreform’. Reformen ventes vedtaget senere i dag.
- Desværre gøres der ikke op med den skadelige landbrugsstøtte i det forlig, som EU’s medlemsstater netop har indgået. Milliarder af euro bruges til at støtte et landbrug, hvor der hverken tages hensyn til natur, miljø eller dyrevelfærd i tilstrækkeligt omfang, siger Per Clausen, fødevareordfører for Enhedslisten.
Støtten skal kanaliseres over til grøn omstilling
Enhedslisten vil arbejde for, at de nye regler i Danmark bruges optimalt til at sikre økologisk omstilling og bedre dyrevelfærd. Partiet satser på at hive så mange penge som muligt ud af puljen til den generelle landbrugsstøtte og i stedet kanalisere dem over til grøn omstilling.
- Den omfattende landbrugsstøtte vil fortsat være med til at blokere for en udvikling af fødevareproduktion og fødevareeksport fra fattige lande og dermed svække disse landes udviklingsmuligheder, fortsætter Per Clausen.
- Selv om en del af landbrugsstøtten fremover går til grønne tiltag, er det slet ikke tilstrækkeligt til at sikre omlægning af landbrugsproduktionen til miljømæssigt og økonomisk bæredygtige og selvbærende former, siger han.