Energiforlig skaber tusindvis af nye job

ENERGIFORLIG – Regeringens energiaftale vil skabe tusindvis af nye job i de kommende år. Det siger SF´s Steen Gade, der er formand for Folketingets  Klima- og Energiudvalg.

Energiforliget markerer et paradigmeskift, mener Steen Gade.

- Danmark sikrer sig nu en fornem placering som førende i verden på energi– og klimaområdet. Den grønne førertrøje gavner ikke bare klimaet, men også beskæftigelsen. Regeringen har sat barren højt, og med målrettede effektiviseringer er det lykkedes os at fastholde vores høje ambitionsniveau i en bred politisk aftale. Energiaftalen er starten på en helt ny æra i dansk klima- og energipolitik. Et paradigmeskift fra kul til vedvarende energi, siger Steen Gade.

I 2020 skal halvdelen af den danske energi komme fra vind, der kommer en massiv udbygning med biogas, og energibesparelserne fordobles. Mål der ikke kun gavner klimaet, men også skaber mange nye arbejdspladser i Danmark.

- Energiaftalen sikrer vækst i de erhverv, der beskæftiger sig med energiteknologi og vedvarende energi, siger Steen Gade.

Overgår alle beskæftigelsesinitiativer

Men også andre erhverv vil ifølge ham opleve et ’boost’, når boligejere igangsætter energibesparelser. I 2012 er jobeffekten begrænset, men allerede i 2013 og 2014 stiger den til 4.000 og i årene frem til 2018 6.000-8.000 personer.

- Det overgår alle hidtidige beskæftigelsesinitiativer. Mange af de konkrete initiativer, der nu iværksættes for at indfri de ambitiøse mål, er velkendt SF-politik, og derfor er jeg også som SF’er utrolig stolt over, at visionerne nu realiseres, siger Steen Gade.

Målet er, at Danmark skal være selvforsynende med vedvarende energi i 2050, samtidigt med at energispildet minimeres.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: