Økologerne er specielt glade for aftalen om biogas, der sender afregningsprisen mærkbart i vejret og dermed gør økonomisk realistisk at etablere økologiske biogasanlæg.
- Aftalen er meget tilfredsstillende, siger Michael Tersbøl, der er udviklingschef i Økologisk Landsforening og leder af Kompetencenter for Økologisk Biogas.
- Selv om vi endnu ikke kender alle detaljer, og endnu ikke har gennemregnet eksempler med de nye tal, betyder den nye afregninspris, at vilkårene tegner bedre, end vi turde håbe, siger Michael Tersbøl.
Støtten er skruet sammen på en måde, der gør det økonomisk mest favorabelt i begyndelsen med en pris på 115 øre pr. kwh. Frem mod 2020 nedtrappes tilskuddet med to øre årligt. Dermed ender afregningen med at blive 105 øre pr. kwh.
- Økonomien for den enkelte landmand er bedst i begyndelsen, og vi vil helt sikkert få gang i nogle af de planer for biogasanlæg, der allerede ligger klar i skrivebordskuffen, men de konkrete planer afhænger også af de enkelte landmænds bankforbindelser og hvor stor deres gæld er, siger Michael Tersbøl.
Ifølge ham er der planer om at etablere to gårdanlæg og fem-syv fællesanlæg. De økologiske biogsanlæg skal etableres ved Skive, Thy, Lemvig og Rødding. Også på Sjælland er der planer om at etablere et ved Kirke Hyllinge og et ved Grantoftegård, der ligger i Ballerup.