Energi-effektivisering frem for vindmøller

ENERGI-EFFEKTIVISERING – Den grønne omstilling er på vildspor, mener Danfoss’ koncernchef Niels B. Christiansen. Økonomien i energieffektiviseringer er langt bedre end i grøn energi, mener han.

Danmark satser for meget på store projekter med vedvarende energi. Offentlig modstand mod økonomien i grøn energi får ham til at frygte for den grønne omstillings fremtid.

- Det er min påstand, at mange jordnære og lidt mindre sexede teknologier inden for energieffektivisering slår vindmøller og solceller på økonomien. Vi skal genfinde en balance, hvor energieffektivisering i en periode fylder lidt mere på bekostning af vedvarende energi. Det vil sikre, at vi kan fortsætte vores rejse mod en grøn omstilling uden at for store udgifter spænder ben for konkurrenceevnen og den folkelige opbakning, siger Niels B. Christiansen til Berlingske.

Exceptionelt dyr vindmøllepark
Energieffektiviseringsløsninger som for eksempel fjernvarme vil ifølge koncernchefen have en kortere tilbagebetalingstid end energiprojekter og er dermed mere attraktive at investere i. Som eksempel nævner han den nyindviede havvindmøllepark ved Anholt, som selv klimaminister Martin Lidegaard har kaldt ‘exceptionelt dyr’.

- Jeg taler ikke for, at vi skal skrue helt op for energieffektivisering eller helt ned for sol og vind. Men fokus har været meget skævt i en årrække nu, og det her kan måske være startskuddet til at finde tilbage til en mere fornuftig balance, så vi rent faktisk får mest muligt klima og energi for pengene, siger han.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: