Elever skal lave klimajournalistik

Skoleelever får nu lejlighed til at forsøge sig som klima-journalister. Foto: Colourbox

KLIMA – Elever i folkeskolen og gymnasier landet over kan frem til 10. oktober forsøge sig som klimajournalister og vinde en tur til Samsø med ophold på Samsø Energiakademi.

Nu kan skole- og gymnasieelever springe ud som lokale klimajournalister på DR’s kampagneside ”Nyheder fra en varm fremtid”. De to bedste artikler vinder et ophold på Samsø Energiakademi.

Klimaforandringerne vil ramme kloden hårdt, hvis ikke vi handler nu. Det er en af konklusionerne i FN’s klimapanels femte hovedrapport om klimaets tilstand, som bliver færdiggjort på et stort møde i København til oktober.

- Det er en dyster konklusion, men FN’s klimapanel fortæller også, at vi stadig har mulighed for at gøre noget. Derfor opfordrer vi landets skole- og gymnasieelever til at skrive journalistiske artikler om lokale initiativer, der gør en forskel for klimaet, siger Katrine Holst, redaktør for DR Skole og Gymnasium.

Elever fortæller lokale klimahistorier

Det er DR og Klima-, Energi- og Bygningsministeriet, der inviterer landets ældste grundskoleelever og gymnasieelever til at være klimajournalister og dyste om hovedpræmien – et ophold for hele klassen på Samsø Energiakademi.

www.dr.dk/varmfremtid bliver alle elevartiklerne samlet og vil danne et nyt billede af, hvordan Danmark arbejder med at skabe klimavenlige løsninger for fremtiden.

De ti bedste artikler udvælges af et dommerpanel, og klasserne bag artiklerne bliver inviteret pressemøde med klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.

- Eleverne skal tage ud af klasselokalet og ud i den virkelige verden. Klimaforandringerne er allerede en del af vores hverdag mange steder, og det er løsningerne også. Når eleverne finder de gode klimahistorier og interviewpersoner, skal de beskrive, hvad de ser og hører, så teksten bliver levende. På den måde bliver klimahistorierne også en del af virkeligheden for læserne, siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen, der ud over at være politiker også har en baggrund som journalist.

Arbejd tværfagligt med klima og journalistik
Kampagnen består også af et gratis tværfagligt undervisningsmateriale til både udskoling og gymnasieniveau.

Undervisningsmaterialet gør eleverne klogere på klimaet med DR-klip om klimaændringer og tilhørende elevopgaver. Et webjournalistisk værksted guider eleverne gennem den journalistiske proces fra første idé er tænkt, til sidste punktum er sat.

- Det giver en unik mulighed for at arbejde handlingsorienteret med klimaproblemstillinger, når man kobler klima og journalistik tværfagligt. Eleverne opnår en forståelse for årsagerne til klimaets tilstand, samtidig med at de skal undersøge, hvad vi i Danmark gør for at ændre på fremtidsprognoserne, siger Katrine Holst, redaktør for DR Skole og Gymnasium.

Skrivekonkurrencen er allerede skudt i gang, og der kan indsendes artikler frem til fredag d. 10. oktober 2014.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: