Store bøffer og lammesteg belaster klimaet langt mere end kartofler, gulerødder og andre grønsager. Det ved skoleeleverne i Gladsaxe alt om, og i denne uge skal de bruge deres viden og kunnen om madens klimapåvirkning til at lave klimavenlig mad.
TV-kokken og grundlæggeren af gourmetpizza-kæden Gorm’s, Gorm Wisweh, og Gladsaxes borgmester Karin Søjberg Holst er dommere, når Gladsaxe-finalen i skolekonkurrencen Klimamadkampen fredag løber af stablen på Enghavegård Skole i Gladsaxe.
200 elever fra 6. og 7. klasserne på skolerne Enghavegård, Skovbrynet og Grønnemose i Gladsaxe har i de forgangne uger arbejdet målrettet med at udvikle og promovere hver deres klimavenlige ret, ligesom at de er blevet undervist i madens klimapåvirkning og smagssammensætning.
Blev solgt i kantinerne
I sidste uge blev retterne solgt i skolernes kantiner, hvorefter de øvrige elever kunne stemme på deres favorit, og nu er tre finale-klasser fundet, én fra hver skole. I finalen laver holdene i bedste Masterchef-stil deres vinder-retter for dommerne, som kårer den endelig vinder.
Insekt-cookies og fårekyllinger
Selve finalen foregår i den store, lyse kantine på Enghavegård Skole, hvor en storskærm viser holdenes strabadser i køkkenet, mens skolekammeraterne hepper på. Som et sjovt indslag kan tilskuerne i pauserne smage på insekt-cookies og fårekyllinger stegt i soya og lime.