Elefanterne skal ikke længere stå på et ben i cirkus for at optræde og underholde danske cirkusgæster. I stedet skal de sendes til zoologiske anlæg eller rehabiliteringsparker og leve et liv med alle fire ben solidt plantet på jorden.
I denne uge udkom en ny rapport fra Dyreetisk Råd med anbefalinger til, hvor de vilde dyr i danske cirkus bør leve livet uden for rampelyset.
Samtidig har politikerne bag finansloven fundet penge til, at de fire elefanter i danske cirkus kan gå på velfortjent pension. I dag kan elefanter, zebraer og søløver stadigvæk optræde i danske cirkus, men det er tiden efterhånden løbet fra, mener et enigt Folketing.
Pengene på finansloven for 2019 betyder, at der er banet vej for en politisk aftale mod vilde dyr i danske cirkus.
Tiden er løbet fra vilde dyr, der optræder
- Tiden er løbet fra, at vilde dyr optræder for mennesker. Vi vil i dag hellere se de vilde dyr i mere naturlige omgivelser frem for i en manege, hvor de optræder i strid med deres naturlige adfærd, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.
I dag er der fire elefanter, tre søløver og fem zebraer i danske cirkus. Regeringen har arbejdet for, at når der indføres et forbud mod vilde dyr i cirkus, at der så stadigvæk bliver taget hånd om dyrene – og at deres levevilkår ikke må blive forringet. Nu er pengene fundet til, at elefanterne kan nyde deres otium.
Elefanter frikøbes
- Vi har et ansvar som politikere for, at der bliver taget hånd om de dyr, der lever i danske cirkus på nuværende tidspunkt. Det er derfor dejligt, at der på finansloven nu er afsat penge til, at vi sikrer gode leveforhold for cirkuselefanterne, som nu bliver pensioneret, siger dyrevelfærdsordfører Karina Due (DF).
Politikerne har fundet syv millioner kroner på finansloven til at sikre, at elefanterne i cirkus kan blive frikøbt og doneret til danske ejere, som kan tage hånd om de store dyr i trygge rammer. Zebraerne og søløverne vil efter et forbud mod vilde dyr i cirkus også blive udfaset af cirkusforestillinger i Danmark.