Ekstremt vejr i USA er en forsmag på klimakrise

Hvis du vil have en forsmag på nogle af de værste følger af global opvarmning, anbefaler videnskabsfolk at kigge på vejret i USA gennem de seneste uger.

Sådan lyder indledningen til en artikel på den ellers stærkt konservative nyhedskanal Fox News’ hjemmeside, skriver Berlingske.

Artiklen opsumerer de gigantiske skovbrande, der hærger i det østlige USA, de hedebølger, der slår ned fra vest- til østkyst, og de storme, der pisker huse og træer omkuld lokalt over hele kontinentet og har efterladt millioner uden strøm.

Den amerikanske befolkning er vidner til sammenfaldende ekstreme vejrfænomener og får ifølge en professor ved Princeton University her en anskuelighedsundervisning i hvad der venter om hjørnet som konsekvens af de igangværende klimaændringer.

- Det, vi oplever, er et kig gennem et vindue ind til det, som global opvarmning i realiteten drejer sig om, siger professor Michael Oppenheimer, til Fox News, citerer Berlingske.

Og ordene faldt faktisk før den historisk stærke storm, som indenfor det seneste døgn har trukket et bånd af ødelæggelse med sig fra Chicago til Washington. Mindst 17 meldes dræbt.

Det varmeste forår nogensinde

USA oplevede ifølge DMI, det varmeste forår i USAs vejrhistorie. Marts måned slog varmerekord og endte på en gennemsnitstemperatur på 10,5 grader, hvilket er 4,8 grader over den gennemsnitstemperatur, der er målt i det 20. århundrede.

En undersøgelse viser ifølge Fox News, at der siden 1. januar er målt flere end 40.000 lokale varmerekorder, men færre end 6.000 kulderekorder,

- I fremtiden vil vi se mere omfattende, længerevarende og mere intense hedebølger, end vi har set de seneste år, siger en forskningsleder i National Oceanic and Atmospheric Administration, Derek Arndt.

Imens slås brandmandskab i blandt andet staten Colorado mod de mest ødelæggende skovbrande nogensinde, skriver Berlingske.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: