Ekstra millioner kan styrke økologisk eksport

ØKOLOGI – 30 millioner om året til økologien kan hjælpe med at udvikle potentialet i den danske produktion og afsætning, vurderer økologi-sektionen i Landbrug & Fødevarer.

Måske kommer der flere danske økologiske produkter i de tyske indkøbsvogne. Foto: Alnatura

Det er meget positivt, at der afsættes ekstra 30 mio. kr. årligt de kommende fire år i finansloven til at styrke økologisk produktion og afsætning. Det kan sammen med de ekstra 25 mio. kr. til forskning i økologi bidrage solidt til at udvikle potentialet i dansk økologisk produktion.

Kirsten Lund Jensen mener, det er meget vigtigt, at væksten i den økologiske produktion bliver langtidsholdbar. Foto: Gustav Bech

Det mener Kirsten Lund Jensen, afdelingsleder i Landbrug & Fødevarers økologisektion. Hun håber, at midlerne vil blive brugt til at styrke den markedsmæssige orientering, både i Danmark og i forhold til eksportmarkederne.

- Fokus på afsætningen er helt afgørende for, at vi kan lykkes med at indfri målet om mere økologisk produktion i Danmark, og ikke mindst at realisere en øget eksport både til vores nabolande og de store vækstmarkeder, blandt andet i Asien, siger Kirsten Lund Jensen.

Langtidsholdbar vækst
Hun understreger, at det er meget vigtigt, at væksten i den økologiske produktion bliver langtidsholdbar.

- Derfor håber jeg, at en del af midlerne kan anvendes til at understøtte landmændene, så de får et optimalt beslutningsgrundlag, når de skal vurdere de økologiske udviklingsmuligheder på deres bedrifter, både i forhold til økonomi og bæredygtighed.

- Det er meget afgørende i forhold til at sikre en sund markedsorienteret udvikling af økologien, siger Kirsten Lund Jensen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: