Eksporthensyn bag tys-tys om svinesmitte

MRSA – Det er hensynet til den store danske milliard-eksport af svinekød til Japan og andre lande, der får myndighederne til at hemmeligstemple oplysninger og slæbe journalist Kjeld Hansen og redaktør Nils Mulvad i retten med trusler om bøder og fængselsstraf for åbent at skrive om de multiresistente stafylokokker, MRSA.

Svin på vej til slagteriet. (Foto: Danish Crown)

Det vurderer Kjeld Hansen over for OrganicToday.dk. Den prisvindende miljøjournalist blev i går meldt til politiet og sigtet for at videregive oplysninger, som ikke må slippe ud. Hans forbrydelse ifølge embedslæge og sundhedsmyndigheder er at have udpeget 12 konkrete virksomheder, som alle er plaget af MRSA.

De smitsomme bakterier kan overføres til mennesker og hærger en  alarmerende stor del af de industrielle danske svinebesætninger. Problemet er stigende. En hollandsk undersøgelse viser, at fire ud af fem svinebesætning huser de multiresistente bakterier.

I adskillige artikler på aabenhedstinget.dk har Kjeld Hansen boret i problemerne med MRSA og har gentagne gange forgæves søgt om aktindsigt hos ministerier og styrelser for at få adgang til relevante oplysninger og undersøgelser.

Kjeld Hansen skønner, at op mod 17 procent af de danske svinebesætninger er smittet af MRSA.

- Jeg har hørt tal helt op til 40 procent, siger han.

Kjeld Hansen: De ansatte har krav på at blive informeret.

Et arbejdsmiljø-problem

Kjeld Hansen er forarget og finder det besynderligt, at myndighederne bruger kræfterne på at hemmeligholde oplysninger om svinesmitten. Han mener, det er et arbejdsmiljø-problem, og at de ansatte på svinebedriften har krav på at få besked om sundhedsrisikoen.

- Mange svinebrug beskæftiger udenlandsk arbejdskraft, som slæber bakterierne med hjem. Et af de steder, jeg har omtalt, en stor svinefabrik ved Padborg, beskæftiger blandt andet brasilianske landbrugsarbejdere. Jeg tvivler stærkt på, at de er blevet informeret, siger Kjeld Hansen.

- Alle erfaringer med den slags frygtede epidemier tilsiger maksimal åbenhed for at forebygge stigmatisering af de ansatte. Det er forkert at tror, at der kommer noget godt ud af at forfølge folk, der fortæller om disse tilstande, understreger Kjeld Hansen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: