EcoUpdate uge 32 – 2015

Klima, natur, miljø, energi, økologi, landbrug, mad og transport. OrganicToday.dk bringer i den ugentlige oversigt korte nyheder, citater og links fra ind- og udland. Opdateres af redaktionen i uge 32 – 2015.

 

2.000 mennesker byttede tøj på Rådhuspladsen

9. august Den københavnske modeuge, Copenhagen Fashion Week, inviterede lørdag til tøjbyttemarked på Rådhuspladsen, hvor over 2.000 mennesker kom for at bytte over seks tons tøj . Byttemarkeder er populære i hele landet og på to år er over 50 byer kommet med på byttedillen, fortæller TV2.

 

Gylleudslip dræbte tusindvis af fisk ved Aarhus

9. august Et gylleudslip er skyld i flere tusinde fisks død i en bæk ved Skæring i udkanten af Aarhus.

Fredag formiddag begyndte gyllen formentligt at løbe ned mod bækken fra et nærliggende landbrug, men først fredag aften kl. 20 blev udslippet anmeldt til miljøvagten ved Aarhus Kommune, skriver JP Aarhus.

 

Solcelleanlæg bliver bedre, når man kopierer sommerfuglevinger

Kålsommerfuglens vinger har den optimale form til at opsamle energi og udnytte sollyset optimalt. Foto: CC BY flickr Catlover

8. august Den hvide kålsommerfugl er ekspert i at høste solenergi, og det har givet engelske forskere ideer til at udvikle effektive og billige solenergi-anlæg.

Forskerne tror så meget på deres opdagelse, at de har sikret sig patentet, så andre ikke kan snuppe ideen, oplyser de til DR Viden.

Den hvide kålsommerfugl er kendt for at tage flugten før andre sommerfugle på overskyede dage, hvor manglen på sol gør det sværere for insekterne at få nok sol til at opvarme deres flyvemuskler. Den evne satte forskerne på sporet af opdagelsen.

Kålsommerfuglens særlige evne skyldes blandt andet den V-vinkel, som sommerfuglen sætter sine vinger i, lige før den letter, fordi vinklen opsamler sollyset optimalt. Samtidig sørger overfladestrukturen på vingerne for også at reflektere solens stråler optimalt.

På den måde øges koncentrationen af solenergi på sommerfuglens brystkasse og flyvemuskler, så temperaturen stiger hurtigt, og sommerfuglen også kan flakse bort hurtigt, skriver DR Viden.

 

Verdens gletsjere smelter hurtigere end nogensinde

7. august Verdens gletsjere smelter hurtigere end på noget andet tidspunkt i nyere tid, og gletsjere, som forskere har observeret, bliver i gennemsnit mellem 50 og 150 centimeter tyndere hvert år, siger en international overvågningsgruppe.

- Det er to til tre gange mere end gennemsnittet i 1900-tallet, siger Michael Zemp, der er direktør for World Glacier Monitoring Service ifølge Ritzau.

Forskerne har målt på 2300 gletsjere over hele kloden, og Michael Zemp, som har ledet arbejdet med de nye undersøgelser, siger, at smeltetempoet er det højeste, siden systematiske målinger af gletsjerne begyndte i 1890′erne.

- Der er formentligt tale om det højeste smelteniveau i hele den periode, hvor der findes historiske beskrivelser af gletsjerne, siger han.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: