Kort nyt, citater og links om klima, natur, miljø, energi, økologi, landbrug, mad og transport. Opdateres i uge 30 – 2015.
23. juli Luftforureningen i Kinas største byer er blevet mindre i første halvdel af indeværende år, siger miljøorganisationen Greenpeace. Men niveauerne af forurening i Kina er dog stadig langt over de globale og nationale standarder.
- Det gennemsnitlige niveau på PM2,5, som er en betegnelse for små, skadelige partikler, der trækker ned i lungerne, faldt med 16 procent i 189 byer i Kina. I 18 byer blev luftforureningen forøget, oplyser Greenpeacei en pressemeddelelse.
Fra januar til juni i år faldt PM2,5-niveauet i hovedstaden Beijing med 15,5 procent, men gennemsnittet ligger alligevel på 77,8 mikrogram per kubikmeter.
22. juli Omkring halvdelen af de danske familier får deres drikkevand fra et forbrugerejet vandværk – og det skal de tilsyneladende være glade for.
Forbruger- og Konkurrencestyrelsen seneste prisopgørelse viser nemlig, at disse familier betaler 25 procent mindre for drikkevand end familier, der modtager vand fra et kommunalt vandselskab.
- Sidste år kunne en gennemsnitsfamilie stikke 453 kroner lige ned i foret, hvis de vel at mærke modtager vand fra et forbrugerejet vandværk, siger Allan Weirup, direktør i Danske Vandværker, der blandt andet repræsenterer ca. 2.000 forbrugerdrevne vandværker, der drives på andelsbasis.
- Der er ingen tvivl om, at denne driftsmodel kan levere varen: Rent vand til priser, der ligger langt under kommunale vandselskaber, siger han.
En gennemsnitsfamilie bruger cirka 84 kubikmeter vand årligt.