EcoUpdate uge 28 – 2015

Korte nyheder, citater og links om klima, natur, miljø, energi, økologi, landbrug, mad og transport. Opdateres jævnligt i uge 28 – 2015.

 

Humlebier truet af klimaforandringer

11. juni I stedet for at flytte til nye steder forsvinder humlebier, efterhånden som et varmere klima gør deres nuværende udbredelsesområder for varme og tørre. Det viser en undersøgelse, som er baseret på 423.000 observationer af 67 arter af europæiske og nordamerikanske humlebier over 110 år.

Opdagelsen er »chokerende« siger professor i biologi, Jeremy Kerr fra det canadiske University of Ottawa til The Guardian. Humlebier hjælper planter, der skal bestøves på en måde, som bier ikke praktiserer. De er for eksempel afgørende for tomatavl. Mange vilde planter er også helt afhængige af, at de kan blive bestøvet af humlebier.

 

Robot passer 117 planter

11. juli En ny fuldautomatisk robot kan overvåge udviklingen hos planter i 117 store potter eller 468 små potter og så behandle dem individuelt ud fra målinger af planternes tilstand.

Robotten er blevet installeret i et væksthus ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet i Taastrup.

Hver plante kan for eksempel blive vandet og gødet alt efter den målte koncentration af vand og næringsstoffer i jorden i den enkelte potte. Ligesom robotten blandt andet kan rotere, måle og veje planterne samt flytte rundt på dem, så planterne får ens vækstbetingelser.

Robotten har desuden to termiske kameraer og et multispektral kamera til blandt andet at måle planternes vækst og registrere, om de er stressede.

 

Tag på udflugt i det grønne

11. juli Aarhus Kommune har udviklet ni Grønne Udflugtssteder, som ligger i en halvcirkel om midtbyen. Den bynære placering og ekstra fokus på tilgængelighed samt rekreative faciliteter er med til at gøre friluftsliv sjovt og legende let for byens borgere. Og der er gratis adgang.

 Man kan fange sin egen aftensmad med fiskestang. Man kan tænde bål, og man kan overnatte under stjernerne. Man kan cykle, løbe, klatre og slippe hunden løs, nyde den friske luft og med en dyb indånding tage en pause fra hverdagslivet.

Det hele kan foregå i baghaven af Aarhus. De grønne udflugtssteder ligger som en bred vifte af naturlige samlingspunkter for aktiviteter for par, familier, venner og kollegaer. Udflugtsstederne rummer også mulighed for fordybelse og den stille naturoplevelse. Læs mere: Grønne udflugtssteder

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: