EcoUpdate uge 27 – 2015

Korte nyheder, citater og links om klima, natur, miljø, energi, økologi, landbrug, mad og transport. Opdateres jævnligt i uge 27 – 2015.

 

Planlov og vandsektor skifter ministerium

2. juli 2015 Naturstyrelsen skal ikke længere administrere planloven og den økonomiske del af vand- og spildevandssektoren.

Det bliver en af konsekvenserne af den ny regering med Eva Kjer Hansen som ny miljø- og fødevareminister, hvor de to ministerier bliver slået sammen til et nyt Miljø- og Fødevareministerium.

Det er ved kongelig resolution af 28. juni 2015 besluttet, at ressortansvaret for den økonomiske del af vand- og spildevandssektoren overføres til Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

 

Roskilde Festival går efter 90 procent økologi i 2017

1. juli 2015 Inden 2017 skal 90 procent af al mad og drikkelse på Roskilde Festival være økologisk, skriver Børsen. Målet er ambitiøst, erkender programleder for bæredygtighed på Roskilde Festival, Mikkel Sander, men sidste år bar 40 procent af bodernes indkøb det kendte øko-mærke.

 

Udskiftning af oliefyr kan give mere forurening

Udskiftning af oliefyr med træpillefyr øger udledningen af sundhedsskadelige partikler. Foto: OK

30. juni 2015 Flere og flere udskifter oliefyret med træpillefyr. Men det får udledningen af sundhedsskadelige fine partikler til at vokse. Også NOx-udledningen stiger, viser en beregning fra Dansk Gasteknisk Center.

Her fremgår det, at hvis man eksempelvis skifter samtlige 348.000 oliefyr i private hjem ud med træpillefyr, så vil udledningen af sundhedsskadelige partikler fra den omtalte slags individuelle fyringsanlæg næsten femdobles – fra 125 ton til 726 ton om året, skriver Ingeniøren.

Hvad angår NOx, så vil udledningen med træpillefyr i stedet for oliefyr vokse med cirka 700 ton – fra 1.302 til 2.004 ton om året. Energinet.dk vurderer, at danskerne allerede har udskiftet 173.000 oliefyr med træpillefyr, mens der stadig er 175.000 oliefyr tilbage i private huse i Danmark.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: